' /> '> Medier: FBI efterforsker USA's tidligere antiterrorchef for lækage
Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Washington D.C., 19/03/2026 - 05:09

Medier: FBI efterforsker USA's tidligere antiterrorchef for lækage

Tirsdag sagde USA's antiterrorchef op i protest mod krigen i Iran. Efterforskning er i gang, skriver medier.

Saul Loeb/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Det amerikanske forbundspoliti, FBI, efterforsker ifølge flere amerikanske medier den tidligere chef for USA's nationale antiterrorcenter Joseph Kent for mulig lækage af fortrolige oplysninger.

Det skriver både CBS, The New York Times og nyhedsbureauet AP på baggrund af kilder med kendskab til sagen.

Joseph Kent sagde tirsdag op som chef for USA's nationale antiterrorcenter på grund af USA's krig i Iran.

FBI-efterforskningen begyndte før Kents fratrædelse i denne uge, siger flere kilder ifølge CBS. Sagen har angiveligt været i gang i et stykke tid, skriver mediet.

Det amerikanske forbundspoliti har ikke ønsket at kommentere sagen, skriver de amerikanske medier.

Nyheden blev først bragt i det amerikanske netmedie Semafor.

Antiterrorcenteret - National Counterterrorism Center - blev oprettet i årene efter angrebet på USA 11. september 2001.

Joseph Kent skrev tirsdag på det sociale medie X, at han ikke med god samvittighed kunne støtte den igangværende krig i Iran.

- Iran udgjorde ikke nogen overhængende trussel for vores land, og det står klart, at vi begyndte denne krig på grund af pres fra Israel og dets magtfulde amerikanske lobby, skrev han i opslaget.

USA's præsident, Donald Trump, fortalte efterfølgende, at han altid havde ment, at Kent var "svag på sikkerhed", og at det er "godt at han er ude".

USA og Israel indledte den første bølge af angreb mod Iran den 28. februar. Siden er krigen eskaleret, og Iran har svaret igen med at angribe en række lande i regionen med hundredvis af missiler og droner.

Det amerikanske justitsministerium har det seneste år iværksat flere undersøgelser af politiske modstandere af Donald Trump.

Det gælder blandt andet den tidligere FBI-direktør James Comey og statsadvokat i New York Letitia James.

Anklagerne har gentagne gange haft svært ved at få sagerne til at holde, skriver nyhedsbureauet AP.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek