Sunrise, 27/05/2025 - 06:06
Andersen lukker af og holder Carolina i live i NHL-slutspil
Frederik Andersen leverede 20 redninger og holdt buret rent, da Carolina reducerede til 1-3 i NHL-slutspillet.
Bruce Bennett/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/Reuters
Den danske ishockeymålmand Frederik Andersen lukkede ikke en eneste puck ind, da han hjalp Carolina Hurricanes til en 3-0-sejr over Florida Panthers på udebane natten til tirsdag.
Det skete i fjerde kamp af NHL-semifinalen i Sunrise i den amerikanske delstat Florida.
Florida Panthers har vundet de første tre kampe. Dermed står det nu 3-1 til Florida, og der er stadig lang vej til avancement for Carolina.
Andersens 20 redninger spillede en stor rolle i, at Carolina stadig er med i slutspillet og stadig har en chance for at stå i Stanley Cup-finalen.
Der skal fire sejre til at sikre sig en plads i Stanley Cup-finalen, hvor vinderen af Eastern Conference møder vinderen af Western Conference.
Det er Andersens femte rene bur - eller "shutout", som det hedder i NHL - i denne sæson.
Ishockeymålmanden spillede ikke med i Carolinas 2-6-nederlag til Florida i tredje kamp, efter at han havde lukket 9 mål ind på 36 skud i de første to kampe i serien.
I nattens kamp kom Carolinas første scoring knap 11 minutter inde i anden periode. Her sendte canadiske Logan Stankoven pucken ind i toppen af målet.
Floridas forsvarsspiller Nate Schmidt ramte venstre stolpe 58 sekunder efter Stankovens mål, men ellers bød værterne ikke ind med meget rent offensivt.
Florida havde på et tidspunkt i anden periode ikke skudt på mål i 14 minutter og 40 sekunder.
Med godt to minutter tilbage af kampen scorede Carolinas svenske Sebastian Aho på et tomt mål, og canadieren Jordan Staal gjorde det samme blot 26 sekunder senere.
Dermed klarer Carolina frisag og tager imod Florida i femte kamp onsdag.
/ritzau/Reuters