Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Kinshasa, 26/07/2026 - 03:35

DR Congo registrerer mere end 3000 ebolasmittede

Siden DR Congo i maj erklærede et ebolaudbrud, har landets sundhedsmyndigheder registreret 3075 smittede.

Gradel Muyisa Mumbere/Reuters

Af: /ritzau/

Mere end 3000 personer er blevet smittet med den dødelige ebolavirus under ebolaudbruddet i DR Congo.

Det viser data fra landets regering. Det skriver nyhedsbureauet Reuters natten til søndag dansk tid.

I alt er der registreret 3075 bekræftede ebolatilfælde, hvilket er en stigning på 102 det seneste døgn.

1354 personer har mistet livet. Dermed er yderligere 45 døde siden den seneste opdatering, der kom lørdag.

Dødeligheden er på mere end 44 procent.

Det er den sjældne Bundibugyo-variant af ebolavirusset, der driver udbruddet i DR Congo og nabolandet Uganda. Uganda har hidtil registreret to døde med ebolavirus.

Sundhedsministeriet i DR Congo erklærede officielt et udbrud af ebolavirus i landet den 15. maj.

Der er ingen godkendt vaccine eller behandling for Bundibugyo-varianten, men det britiske Oxford Universitet har de seneste to måneder arbejdet på at udvikle en vaccine.

Det førte fredag til, at den første person blev vaccineret for Bundibugyo-varianten.

Vaccinen gives til frivillige i det, der er verdens første kliniske forsøg med den pågældende vaccine. De frivillige vil blive overvåget med henblik på at vurdere sikkerhed og immunrespons.

Der er på nuværende tidspunkt fremstillet et lager på omkring 620.000 doser af vaccinen.

Ebola forårsager typisk alvorlig feber og kan i værste fald føre til blødninger, der ikke kan stoppes, hvilket ofte har dødelig udgang.

Virusset smitter ved tæt kontakt med smittede personers kropsvæsker.

I sidste uge advarede generalsekretær i Verdenssundhedsorganisationen (WHO), Tedros Ghebreyesus, om, at smitten spreder sig hurtigere end under noget tidligere udbrud i DR Congo.

En stor bekymring for WHO er, at udbruddet finder sted, mens der er en væbnet konflikt i landet.

Udbruddet er det tredjestørste, der nogensinde er registreret i DR Congo.

RITZAU

TjekDet - faktatjek