Kinshasa, 20/06/2026 - 00:12
Antallet af ebola-smittede i DR Congo nærmer sig 1000
245 personer er døde af smitsom virussygdom i DR Congo, der i årevis har været præget af konflikt.
Af: /ritzau/Reuters
Antallet af bekræftede tilfælde af virussygdommen ebola i DR Congo er steget til 933.
Det oplyser landets sundhedsminister, Samuel Roger Kamba.
245 personer er døde af ebola.
Sundhedsministeren oplyser samtidig, at 80 patienter er kommet sig og er udskrevet fra ebola-behandlingscentrene i landet.
Ebola er en virussygdom med høj dødelighed. Sygdommen spredes gennem direkte kontakt med kropsvæsker fra smittede personer.
Det er den sjældne ebolavariant med navnet bundibugyo, der spreder sig. Der er ingen godkendt behandling eller vaccine mod sygdommen.
Verdenssundhedsorganisationen (WHO) anslår, at det aktuelle udbrud har en dødelighed på mellem 30 og 50 procent.
Smittens epicenter ligger i den østlige provins Ituri i DR Congo. Også provinserne Nordkivu og Sydkivu er hårdt ramt.
Alle tre provinser har i årevis været præget af konflikt, hvilket vanskeliggør arbejdet med at få bugt med sygdommen.
/ritzau/Reuters




