København, 01/12/2025 - 14:40
Direktør i DI skal i retten for spirituskørsel
Thomas Bustrup, der er viceadministrerende direktør hos Dansk Industri, beklager sag om spirituskørsel.
Philip Davali/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Dansk Industris viceadministrerende direktør, Thomas Bustrup, er blevet tiltalt for spirituskørsel.
Sagen betyder, at han har fået en tjenstlig advarsel. Det oplyser Dansk Industri i en pressemeddelelse.
- Ord kan ikke beskrive, hvor dybt jeg beklager mine handlinger. Jeg tager naturligvis entydigt og på det kraftigste afstand fra spirituskørsel og har derfor de seneste måneder truffet en række foranstaltninger for at sikre, at situationen ikke vil gentage sig, udtaler Thomas Bustrup.
Dansk Industri beskriver ikke nærmere, hvad sagen drejer sig om.
Organisationen skriver, at færdselssagen skal for retten på Bornholm 8. december.
I pressemeddelelsen udtaler Lars Sandahl Sørensen, der er administrerende direktør hos Dansk Industri, at han ser på sagen med "største alvor".
- Derfor har Thomas Bustrup fået den skarpest mulige påtale, ligesom han har forvisset mig om, at der bliver taget hånd om de nødvendige tiltag, og at forholdsregler gennemføres, således at en sag som denne ikke gentager sig, lyder det.
Thomas Bustrup har søgt rådgivning og vejledning på baggrund af sagen.
Han erkender desuden forholdene, som han er tiltalt for, lyder det.
Promillegrænsen i Danmark er på 0,5. Man kan dog stadig godt straffes for spirituskørsel, hvis ens promille er under grænsen.
I så fald skal politiet vurdere, at man er så påvirket, at man ikke kan køre sikkert.
Tidligere i år blev reglerne for spirituskørsel desuden strammet, så nye bilister, som har haft kørekort til bil i mindre end tre år, har en promillegrænse på 0,2.
Dansk Industri er Danmarks største arbejdsgiver- og erhvervsorganisation. Ifølge organisationen selv repræsenterer de over 20.000 virksomheder.
Thomas Bustrup er nummer to i interesseorganisationen efter Lars Sandahl Sørensen.
Ingen af de to topchefer ønsker at kommentere sagen yderligere.
/ritzau/




