Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Washington D.C., 04/08/2026 - 06:29

Telegram var udelukket fra App Store grundet forbudt materiale

En bruger havde lagt indhold, der brød Apples forbud mod materiale med seksuelt misbrug af børn, på Telegram.

Giuseppe Cacace/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Beskedappen Telegram var natten til tirsdag kortvarigt fjernet fra App Store, efter at en gennemgang afslørede indhold, der var i strid med Apples retningslinjer om at forbyde materiale med seksuelle overgreb på børn.

Det oplyser Apple ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Apple udtaler, at appen blev genoprettet på platformen, efter at "udvikleren straks fjernede indholdet og udelukkede den bruger, der havde lagt det op".

Omkring klokken 04.30 skriver Telegram desuden selv på det sociale medie X:

- Rygterne om min død er stærkt overdrevne.

En talsperson for Apple er ikke vendt tilbage på Reuters' anmodning om yderligere kommentarer.

Telegram er heller ikke vendt tilbage på en anmodning om en kommentar.

Tidligere natten til tirsdag lød det ifølge Reuters på Telegrams side på App Store, at "den side, du leder efter, findes ikke".

Telegrams direktør hedder Pavel Durov. Han grundlagde beskedtjenesten sammen med sin bror, Nikolai Durov, i 2013.

Durov er født i Rusland, men har ikke russisk statsborgerskab. I stedet har han statsborgerskab i Frankrig og De Forenede Arabiske Emirater.

I sidste uge udstedte Rusland en international arrestordre på Pavel Durov.

De russiske myndigheder mener, at materiale på Telegram er blevet brugt af blandt andet ukrainske specialstyrker i krigen mod Rusland.

Efter meddelelsen om arrestordren offentliggjorde Telegram et billede af Pavel Durov, der rakte finger til kameraet.

Durov efterforskes i forvejen af myndighederne i Frankrig. Her er han anklaget for ikke i tilstrækkelig grad at have slået ned på ulovlige aktiviteter på platformen og for ikke at samarbejde med de franske myndigheder.

De franske myndigheder mener, at manglende moderatorer på platformen og manglende samarbejde med myndighederne gør Telegram medskyldig i narkotikahandel, overgrebsbilleder af børn og bedrageri.

Pavel Dubrov har afvist anklagerne i Frankrig.

Durov forlod Rusland i 2015. Dengang afviste han at efterleve det russiske styres krav til ham om, at han skulle lukke en række profiler og grupper med tilknytning til oppositionen på det sociale medie VK.

VK - eller VKontakte - blev grundlagt af Durov inden Telegram.

Telegram er udbredt i både Rusland og Ukraine.

RITZAU

TjekDet - faktatjek