26/12/2025 - 10:00
Vi favoriserer danske aktier: Husk spredning som investor
Spredning er redning. Sådan lyder en gammel læresætning om investering, men vi er glade for hjemlige aktier, og det kan gøre opsparingen mere sårbar.
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Af: Af Murat Tamer, Ritzau Fokus
Danske aktier fylder fortsat meget i danskernes investeringer.
Selv efter et år med markante kursfald i C25-indekset, der består af de 25 største danske selskaber, har knap hver sjette planer om at øge andelen af danske aktier næste år.
Det viser en ny undersøgelse fra Norstat foretaget for investeringsselskabet Norm Invest.
Og netop den såkaldte hjemlandsbias er en risikabel strategi for investorer, advarer selskabets administrerende direktør Anders Hartmann.
- Som professionel investeringsrådgiver er det min vurdering, at det er for risikabelt at have en stor andel investeret i danske aktier, siger han.
- Det siger jeg med tanke på, at investeringer er blevet en folkesport herhjemme. Derfor er der flere, der kan brænde nallerne, hvis de ikke sørger for at sprede deres risiko mere.
Han står ikke alene med den vurdering.
Copenhagen Business School og Danske Bank kom frem til en lignende konklusion på baggrund af en undersøgelse i 2022. De estimerede, at danske investorer på grund af manglende spredning samlet taber mellem seks og otte milliarder kroner om året i mistet afkast.
I august havde danske private investorer investeret 348 milliarder kroner i danske aktier ud af en samlet investering på 751 milliarder kroner. Det viser tal fra Danmarks Nationalbank.
Også investeringsøkonom hos Nordnet Per Hansen vurderer, at hvis målet er at få et globalt afkast og sprede risikoen, opnår man det ikke ved at investere i 25 store danske selskaber.
- De danske selskaber afspejler nemlig ikke verdensmarkedet - blandt andet fordi C25-indekset har en overvægt af life science-virksomheder og består af selskaber, der har fokus på hjemmemarkedet, såsom banker og forsikringsselskaber. Til gengæld er C25 tyndt inden for AI og it, siger han.
- I en global portefølje fylder it-sektoren normalt mere, især fordi flere af de største amerikanske virksomheder ligger inden for tech.
Når du går i gang med at sammensætte en global portefølje, vil du opleve, at amerikanske aktier fylder en del, fordi USA spiller en stor rolle på de finansielle markeder, fortæller Anders Hartmann.
- Her er det vigtigt at sørge for at sprede sine investeringer både geografisk og på tværs af brancher. Afhængigt af ens risikoprofil skal man også tage stilling til, hvor meget obligationer skal fylde i forhold til aktier, siger han.
Aktier svinger normalt mere i værdi end obligationer, og derfor reducerer man typisk risikoen i sine investeringer ved at have en andel i obligationer.
Før du begynder at investere, råder Anders Hartmann til, at du gør op med dig selv, hvor risikovillig du er, og hvornår du forventer at skulle bruge de investerede penge.
Du skal altså mærke efter, hvordan det føles i maven, når aktierne falder meget, for det kommer til at ske.
- Danske investorer har været heldige i mange år, men de har taget en risiko undervejs ved at have investeret så meget i danske aktier, siger han.
- Jeg vil til enhver tid anbefale, at man spreder sine investeringer mere. Det er måske tydeligere end nogensinde, hvorfor hjemlandsbias er et problem, når man investerer.
/ritzau fokus/




