Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Amsterdam, 06/05/2026 - 23:14

Hollandsk par besøgte flere lande før dødsfald på virusramt krydstogt

Tre syge passagerer fra krydstogtskibet, der er ramt af hantavirus, er onsdag blevet evakueret.

Nicolas Economou/Reuters

Af: /ritzau/

De to hollandske krydstogtpassagerer, der er døde af hantavirus, havde rejst i flere lande i Sydamerika, inden de gik om bord på det krydstogtskib, der har været ramt af et dødeligt smitteudbrud.

Det oplyser det argentinske sundhedsministerium ifølge nyhedsbureauet AFP.

Ægteparret ankom til Argentina i slutningen af november sidste år, rejste derefter til Chile og Uruguay, før de vendte tilbage til Argentina 27. marts.

Krydstogtskibet MV "Hondius" sejlede fra Argentina 1. april. For en måned siden begyndte passagerer at blive syge.

En hollandsk mand døde som den første om bord på skibet. Det skete 11. april.

Hans kone ledsagede hans lig til Sydafrika. Hun døde 15 dage senere.

Flere sundhedseksperter har ifølge AFP advaret om risikoen for et større smitteudbrud, efter at det er kommet frem, at den afdøde kvinde havde fløjet med et fly, mens hun udviste symptomer.

Myndigheder er i gang med at opspore de 82 passagerer og seks besætningsmedlemmer, der var om bord på flyet.

Flere myndigheder verden over har dog udtalt, at faren for smittespredning er lav.

Verdenssundhedsorganisationen (WHO) blev i lørdags informeret om, at tre passagerer om bord på krydstogtskibet var døde. Den formodede årsag var hantavirus.

Den sjældne sygdom overføres normalt fra inficerede gnavere som mus og rotter via urin, ekskrementer eller spyt.

Test har dog påvist, at der på krydstogtskibet er tale om Andes-virus, som er den eneste form for hantavirus, der kan overføres mellem mennesker.

Der er ifølge WHO konstateret otte tilfælde af hantavirus om bord på skibet.

Tidligere onsdag blev tre syge passagerer evakueret fra skibet for at modtage medicinsk behandling i Holland. En af de evakuerede er siden blevet transporteret til et hospital i tyske Düsseldorf, skriver AFP.

En af de syge passagerer menes at være landet med fly i Hollands hovedstad, Amsterdam, skriver AFP.

WHO har oplyst, at der blandt de tre evakuerede passagerer er tale om to syge besætningsmedlemmer og en anden person, der har været i kontakt med et af de bekræftede tilfælde af hantavirus.

Ud over de tre døde og de tre evakuerede er der tale om to andre, som i øjeblikket modtager behandling i Sydafrika og Schweiz.

Krydstogtskibet har den seneste tid ligget for anker ud for Kap Verde. Onsdag eftermiddag satte skibet kurs mod den spanske ø Tenerife, hvor det ventes at ankomme inden for tre dage.

Evakueringen af passagererne vil derefter begynde 11. maj, oplyser de spanske myndigheder.

Der var 88 passagerer og 59 besætningsmedlemmer om bord på krydstogtskibet. De kommer fra 23 forskellige lande.

Der var ingen danskere om bord, viser en oversigt over passagerne.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek