Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Nuuk, 06/09/2024 - 11:20

Nuuk Lufthavn dumper endnu et sikkerhedstjek og forlænger flyvepause

Internationale flyvninger fra og til problemramt lufthavn i Grønland er suspenderet yderligere til oktober.

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Den udfordrede lufthavn i Nuuk er fortsat nødt til at lade fly, der skal flyve ud over Grønlands grænser, blive på jorden.

Lufthavnen har dumpet endnu et sikkerhedstjek fra Trafikstyrelsen og må derfor forlænge suspenderingen af internationale flyvninger frem til oktober.

Det oplyste Greenland Airports på Facebook onsdag ifølge det grønlandske medie Sermitsiaq.

- Desværre er det ikke lykkedes at komme helt i mål med udbedringen af de fejl, som Trafikstyrelsen har fundet. Det er vi selvfølgelig rigtigt ærgerlige over, siger administrerende direktør i Greenland Airports Jens Lauridsen i en udtalelse på Facebook.

Trafikstyrelsen havde ellers i midten af juni godkendt, at den nye lufthavnsterminal levede op til reglerne for luftfartssikkerhed.

De efterfølgende måneder skulle styrelsen godkende en række andre sikkerhedsforhold. Ved et kontrolbesøg i lufthavnen i midten af august valgte Trafikstyrelsen dog midlertidigt at suspendere internationale flyvninger, da der var fundet en række fejl og mangler.

Først lød det fra Greenland Airports, at der blot var tale om dage og ikke uger, før problemerne var udbedret. Den melding ændrede sig dog, da selskabet måtte erkende, at problemerne var større end som så.

Den første uge af september har Trafikstyrelsen været på endnu et kontrolbesøg, som Greenland Airports heller ikke har bestået.

- Vi arbejder intenst og fokuseret på, at få styr på det som mangler, så de internationale flyvninger kan komme i gang igen, og vi beklager endnu en gang dybt de gener, som dette medfører for vores kunder og passagerer, lyder det fra Jens Lauridsen på Facebook.

Indenrigsflyvninger til og fra lufthavnen er ikke påvirket, lyder det videre. Grundet suspenderingen kræver internationale flyvninger fra Nuuk en mellemlanding i eksempelvis Kangerlussuaq eller Kulusuk.

Arbejdet ved lufthavnen er et af Grønlands største infrastrukturprojekter, hvor der skal etableres en ny lufthavnsterminal og en 2200 meter lang landingsbane.

Som det ser ud på nuværende tidspunkt, er det fortsat forventningen, at den nye landingsbane på 2200 meter kan blive taget i brug 28. november i år.

Når banen er i brug, vil det for første gang være muligt for den grønlandske hovedstad, Nuuk, at modtage større fly direkte fra København, Europa og resten af verden.

Hvis man på nuværende tidspunkt vil flyve fra København til Nuuk, skal man flyve via byen Kangerlussuaq, der på dansk kendes som Søndre Strømfjord.

Arbejdet med den nye terminal og landingsbane har ramt flere bump på vejen. Foruden Trafikstyrelsens fund af fejl og mangler har brandmyndigheder blandt andet også gjort anmærkninger i forbindelse med arbejdet.

Tidligere har direktør i Greenland Airports Jens Lauridsen erkendt, at udfordringerne med den nye lufthavn har været større end ventet.

/ritzau/

Roskilde, 23/06/2025 - 16:35

Syvmandsgruppen Kokoroko erstatter Shaboozey på Roskilde Festival

Helle Arensbak/Ritzau Scanpix

Kokoroko åbner Arena-scenen på årets Roskilde Festival, efter at sangeren Shaboozey aflyste i maj.

Den britiske syvmandsgruppe Kokoroko erstatter sangeren Shaboozey på årets Roskilde Festival.

Det oplyser Roskilde Festival på sin hjemmeside.

Kokoroko er en fusionsjazz-gruppe fra London, og den afløser Shaboozeys optræden ved åbningen af Arena-scenen onsdag.

Shaboozey aflyste sin optræden på Roskilde Festival 2025 efter "uforudsete omstændighederne", skrev Roskilde Festival i maj.

- Kokoroko er et af de mest overbevisende livebands, der er opstået fra Londons pulserende jazzscene, kendt for deres smittende blanding af afrobeat, highlife, soul og funk-drevne rytmer, skriver Roskilde Festival om gruppen på sin hjemmeside.

I 2020 vandt Kokoroko prisen for bedste gruppe ved den britiske prisuddeling Urban Music Awards.

De udgav deres debutalbum "Could We Be More" i 2022, og deres næste album "Tuff Times Never Last" udkommer den 11. juli 2025.

Navnet Kokoroko betyder "vær stærk" eller "svær at knække" på det sydnigerianske sprog Urhobo.

Gruppen består af Sheila Maurice-Grey, Onome Edgeworth, Noushy Nanguy, Yohan Kebede, Duane Atherley, Tobi Adenaike og Ayo Salawu

Årets Roskilde Festival finder sted fra 28. juni til 5. juli.

Også i 2024 var Roskilde Festival ramt af aflysninger. Her var det blandt andet sydafrikanske Tyla, som aflyste dagen før sin koncert på grund af ”uforudsete omstændigheder".

Men festivalgæster, som blev skuffede over Tylas aflysning i 2024, kan se frem til årets festival, hvor hun igen er på plakaten.

Tyla er blandt andet kendt for hittet "Water", der udkom i 2024.

Blandt hovednavnene på årets Roskilde Festival er Olivia Rodrigo, Stormzy, Charli XCX og Nine Inch Nails.

/ritzau/

Læs Mere >>

Roskilde, 23/06/2025 - 16:14

Syvmandsgruppen Kokoroko erstatter Shaboozey på Roskilde Festival

Helle Arensbak/Ritzau Scanpix

Kokoroko åbner Arena-scenen på årets Roskilde Festival, efter at sangeren Shaboozey aflyste i maj.

Den britiske syvmandsgruppe Kokoroko erstatter sangeren Shaboozey på årets Roskilde Festival.

Det oplyser Roskilde Festival på sin hjemmeside.

Kokoroko er en fusionsjazz-gruppe fra London, og den afløser Shaboozeys optræden ved åbningen af Arena-scenen onsdag.

Shaboozey aflyste sin optræden på Roskilde Festival 2025 efter "uforudsete omstændighederne", skrev den amerikanske sanger i maj.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 23/06/2025 - 11:00

FAKTA: De fire pakketyper

* Den systematiske type: laver pakkelister, ruller tøjet og pakker i god tid.

* Last minute-typen: venter med at pakke til sent om aftenen, selv om personen skal med et fly tidligt næste morgen, og håber på det bedste.

* Minimalisttypen: pakker så lidt som muligt.

* Hvad-nu-hvis-typen: pakker til enhver tænkelig situation. Det er den samme type, der ikke kan finde ud af at smide ting ud, for hvad nu hvis man for brug for det?

Kilde: organiseringsekspert Marianne Gammelgaard.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 23/06/2025 - 11:00

Sådan får du mest ud af din håndbagage

Thibaud Moritz/Ritzau Scanpix

Med enkle fif får du plads til det hele i håndbagagen, når du pakker til ferien eller weekendturen.

Du aser og maser med at få de to lynlåsskydere på kufferten til at mødes, og når det endelig lykkes, puster du ud og prøver at fortrænge, at du skal gøre det hele en gang til, når du skal hjem fra ferien igen.

Det er ikke altid lige let at pakke let, men det er ikke umuligt, mener organiseringsekspert Marianne Gammelgaard, der har flere års erfaring med blandt andet at hjælpe familier i TV 2-programmet "Vi drukner i rod".

Hun fremhæver tre hovedpunkter, du bør forholde dig til, når du skal pakke hele din weekend ned i en trolley eller en lille rygsæk for at undgå at skulle betale for en indtjekket kuffert.

- Uanset hvor småt du pakker, bør du pakke i kategorier. Det giver overblik og gør ens ting lettere at finde, siger Marianne Gammelgaard.

Du kan fordele kategorierne i små poser eller pakkekuber, som er små, kvadratiske beholdere i nylon med lynlås. Det kunne være toiletgrej i den ene, elektronik i den anden, tøj, snacks og medicin. Selv tøjet kan du inddele i kategorier.

Hvis du skal bruge noget, der ligger nederst i tasken, og du ikke har inddelt bagagen i kategorier, vil det hele blive rodet sammen, når du tager det op af tasken.

Inddelingen gør, at selv om du har travlt på din rejse og er et rodehoved, vil der kun opstå rod i en af poserne.

Dernæst er det en god idé at rulle tøjet.

- Det er et gammelt backpackertip for at spare plads, men også for ikke at krølle tøjet, siger hun.

Tøjet rulles i små pølser, der lægges tæt sammen i poserne. Til sidst bør du overveje, hvordan du har adgang til din bagage.

- De ting, som du skal bruge ofte, skal være let tilgængelige, siger organiseringseksperten.

Det kunne være sådan noget som pas, høretelefoner og snacks. Enten skal det ligge øverst eller i sidelommerne af tasken.

Marianne Gammelgaard foreslår, at du også kan lave en pakkeliste og pakke tøj, der kan bruges både om aftenen og om dagen, og påpeger, at det er nemmere at dresse ned end at dresse op.

Hun anbefaler også at pakke ting, der kan bruges til flere formål. For eksempel kan et stort tørklæde også bruges som et tæppe til flyrejsen.

Ifølge hende er det en hyppig fejl, at folk pakker for meget.

- Man tager jo aldrig så lidt med, at man er nødt til at købe en hel garderobe, men der er flere, der tager en hel garderobe med og kun bruger tre eller fire ting, siger hun.

En, der har lært det, er Tine Haslam Nielsen. Hun står bag rejsebloggen "A World to Explore" og drog af sted på sin første solorejse for 14 år siden.

- Det vigtigste, jeg har lært, er at begrænse mig. På mine første rejser var jeg ofte nødt til at lade ting blive på hotellet, fordi jeg ikke havde plads til dem på vej hjem, siger rejsebloggeren.

Særligt underdele og fodtøj bør man holde igen med, råder hun.

Tine Haslam Nielsen rejste for nylig en måned i Mellemamerika kun med håndbagage, og her var et af hendes bedste rejsegadgets et par bukser, der kunne laves om til shorts.

Desuden har hun gode erfaringer med at bruge pakkekuber og har som fast vane at rulle tøjet.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek