Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 06/06/2026 - 15:33

Arbejdsgruppe om statsborgerskab skal nedkomme i år

Minister fastslår efter tvivl, at arbejdsgruppe fortsat skal undersøge, om man kan screene ansøgeres værdier.

Philip Davali/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Inden årets udgang skal der ifølge regeringen ligge en færdig rapport fra en arbejdsgruppe, som skal se på, om udlændinge kan undersøges for deres værdier, hvis de ønsker at blive danske statsborgere.

Det siger ny udlændinge- og integrationsminister Morten Bødskov (S), som endnu ikke vil tage stilling til, om han selv er tilhænger af at undersøge ansøgere.

- Arbejdsgruppen fortsætter, fordi det er vigtigt, at vi har sikkerhed for, at dem, der får statsborgerskab, de gør sig fortjent til det, at de lever op til de krav, der er til statsborgerskab.

- Det er for tidligt at sige, hvad der kommer ud af det. Vores forventning er, at ekspertgruppen vil afslutte sit arbejde inden årets udgang, siger han.

Uddelingen af statsborgerskab er sat på pause, fordi De Konservative og Liberal Alliance ikke længere er med i den indfødsretsaftale fra 2021, som er grundlaget for at give statsborgerskab.

14.300 mennesker står i øjeblikket i venteposition. De har ansøgt om at blive danskere, men Udlændinge- og Integrationsministeriet har stoppet sagsbehandlingen.

Jyllands-Posten skrev lørdag, at regeringen efterlod tvivl om arbejdsgruppen, fordi det ikke er nævnt i regeringsgrundlaget for den nye regering.

Den forrige udlændingeminister, Rasmus Stoklund (S), erklærede sig åben for at undersøge ansøgeres værdisæt.

Men det vil Bødskov ikke gøre, før han har læst arbejdsgruppens resultat.

Når arbejdet forelægger skal der laves en ny indfødsretsaftale. Imens ventes antallet af folk i venteposition stige.

- Jeg kan ikke på nuværende tidspunkt give en tidsplan for det. Jeg vil tage stille og rolige drøftelser med Folketingets partier og håber, at vi kan finde sammen om en aftale, siger Bødskov.

Regeringens støtteparti Enhedslisten vil gerne nedlægge arbejdsgruppen så hurtigt som muligt. Men ministeren vil fastholde den stramme udlændingepolitik.

- Regeringen har ikke nogen aftale om, at udlændingepolitikken skal laves med Enhedslisten eller Alternativet. Vi laver udlændingepolitikken med Folketinget, og jeg glæder mig til at få gode, grundige diskussioner om det her, siger han.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek