Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 26/06/2025 - 09:17

Dune-instruktør Denis Villeneuve skal instruere næste 007-film

Denis Villeneuve er ny Bond-instruktør, men hvem der skal spille 007, og hvornår filmen er klar, er uvist.

Valerie Macon/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Den næste James Bond-film skal instrueres af den fransk-canadiske instruktør Denis Villeneuve.

Det oplyser Amazon MGM Studios på den sociale platform X.

I en udtalelse erkender Villeneuve det "massive ansvar", der kommer til at hvile på hans skuldre, men som han glæder sig til at løfte.

- Jeg har siden barnsben set James Bond-filmene med min far, helt tilbage fra "Dr. No" med Sean Connery. Jeg er en die-hard Bond-fan. For mig er han helligt land, lyder det ifølge BBC.

Villeneuve tilføjer, at han har til hensigt "at ære traditionerne" i filmserien om den britiske spion.

Spekulationerne omkring fremtiden for filmserien om James Bond har svirret, efter at de mangeårige rettighedshavere Michael Wilson og Barbara Broccoli tidligere i år overlod den totale kreative kontrol til forretningsgiganten Amazon.

Denis Villeneuve har blandt andet stået bag film som "Sicario", "Bladerunner 2049", "Arrival" og de to første "Dune"-film.

Han ventes at indlede optagelserne til den tredje film i "Dune"-serien, "Dune: Messiah", senere i år.

Det er endnu uvist, hvem der skal indtage hovedrollen som Agent 007 efter Daniel Craig, der afsluttede sin Bond-tid med den seneste film i rækken, "No Time to Die", fra 2021.

Dermed er det heller ikke kendt, hvornår den nye Bond-film får premiere.

Der er ifølge BBC rygter om, at de britiske skuespillere Aaron Taylor-Johnson og James Norton er i spil til rollen. Også den irske skuespiller Paul Mescals navn bliver nævnt.

Med på holdet får Villeneuve producerne Amy Pascal og David Heyman.

Bond-filmuniverset er inspireret af Ian Flemings bøger om den britiske efterretningsagent.

Serien har strakt sig over mere end 60 år og er en af de mest succesfulde filmfranchises nogensinde målt på globalt billetsalg, skriver nyhedsbureauet Reuters.

/ritzau/

København, 26/06/2025 - 15:40

Selvstændig og tillidsvækkende garder fra Aalborg får kongeligt ur

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Kong Frederik har torsdag hædret en ung garder med "Kongens Ur" i forbindelse med en parade ved Livgarden.

Kong Frederik har torsdag overrakt "Kongens Ur" til garder Christoffer Petersen Voldbjerg fra Aalborg.

Uret er en hædersbevisning, som overrækkes til en værnepligtig garder ved afslutningen af tjenestetiden.

Den jyske garder har blandt andet modtaget den kongelige hæder for sin selvstændighed og grundige udførelse af opgaver.

- Garder C.P. Voldbjerg har ligeledes en overhøjde på forskellige vagter, som gør, at man som vagtkommandør og sergent kan slappe lidt mere af, da man kan stole på, at han løser opgaverne til punkt og prikke.

Sådan lyder en del af motivationen for indstillingen af garderen, der er født i Aalborg og har boet de første fem år af sit liv i Tyskland.

Det er gardernes overordnede og kammerater, der indstiller en garder til at modtage hædersbevisningen. Vagtkorpset udpeger én til at modtage det kongelige ur for at være en god kammerat og dygtig soldat.

Christoffer Petersen Voldbjerg har titlen Post for Gevær på 1. vagthold i Livgarden.

I indstillingen af garderen fremgår det blandt andet, at han er god til at se frem i tidsplanen på forskellige vagter.

- Han arbejder selvstændigt i sin opgaveløsning og ser selv, hvilke opgaver han eventuelt mangler at udføre, uden sergent overhovedet har påtalt det, lyder det.

Den unge garder har i sit liv op til Livgarden haft en stor interesse for det fysiske og sportslige. De sidste tre år af folkeskolen brugte han i en idrætsklasse i Aalborg.

Ligeledes gik han på en idrætslinje på Handelsgymnasiet i Aalborg, inden han trådte ind i Livgarden.

Han har, inden han påbegyndte sin værnepligt i Livgarden, svømmet på eliteplan.

Christoffer Petersen Voldbjerg ved endnu ikke, hvad fremtiden byder, efter at han har afsluttet sin tjeneste tid.

Men den nu hæderkronede garder har søgt videre som sergent i Livgarden.

Historien bag uret går tilbage til 1970, hvor "Kongens Ur" blev overrakt første gang, dengang i anledning af Frederik IX's 70-års fødselsdag. Siden da har flere end 130 gardere modtaget anerkendelsen.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 26/06/2025 - 12:21

Det er snart slut med landbrug på Schackenborg Slot

Klaus Nowottnick/Ritzau Scanpix

Schackenborg Fonden vil over de kommende år afvikle landbrugsdriften. I stedet satser man på grøn omstilling.

I hundreder af år har der været drevet landbrug på jorden, der tilhører Schackenborg Slot i Møgeltønder i Sønderjylland, men snart er det slut.

Det skriver Landbrugsavisen med henvisning til årsregnskaberne for fonden, der driver slottet, og selskabet, der står får landbrugsdriften.

Beslutningen er ifølge ledelsesberetningen i regnskabet for Schackenborg Fonden taget som en konsekvens af "den aktuelle udvikling i landbruget samt de globale og nationale tendenser".

- Denne strategiske omlægning gennemføres som led i en ambition om at anvende jorden til formål, der understøtter den grønne omstilling.

- Der er igangsat konkrete tiltag med henblik på etablering af et større vedvarende energiprojekt på dele af Fondens jorde, ligesom muligheder for udtagning af arealer for lavbundsjorde samt potentiel skovrejsning vil blive undersøgt, hedder det.

Schackenborg Landbrug A/S havde sidste år et underskud på lige knap 3,6 millioner kroner.

Det er en halv million dårligere end året forinden og skyldes dårligt vejr i lange perioder og for lave afgrødepriser.

Samlet set havde Schackenborg Fonden et underskud på 9,9 millioner kroner sidste år.

Schackenborg Slot tilhørte i mange generationer adelsslægten Schack, men blev overtaget til kongefamilien i 1978 og til prins Joachim i 1993.

Han drev slottet frem til 2014, hvor det blev overtaget af Schackenborg Fonden, som blev stiftet af prinsen selv sammen med familierne bag Ecco, Lego og Danfoss.

Fonden har blandt andet til formål at eje, drive og bevare slottet og give offentligheden adgang til det og den omkringliggende park.

Schackenborg Fonden blev stiftet med en egenkapital på 112 millioner kroner.

Kun et enkelt af de ni hidtil aflagte regnskaber er endt med et overskud, resten har haft røde tal på bundlinjen.

Det har betydet, at egenkapitalen er faldet til knap 69 millioner kroner, blandt andet som følge af, at fondens gæld er vokset til næsten 54 millioner kroner.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 26/06/2025 - 10:00

FAKTA: Når du køber alkohol og tobak med hjem uden for EU

Du må maksimalt tage én produkttype med hjem inden for hver kategori, medmindre andet er angivet. :

Alkohol:

* 1 liter spiritus (over 22 procent alkohol samt drikkevarer tilsat spiritus) eller

* 2 liter hedvin (på eller under 22 % alkohol, fx portvin, sherry og madeira) og

* 4 liter bordvin (for eksempel rød-, hvid- og rosévin og vinbaseret cider) og

* 16 liter øl (og ølbaseret cider)

* Altså må du eksempelvis ikke både medbringe 1 liter spiritus og 2 liter hedvin, men du må gerne medbringe 2 liter hedvin og 4 liter bordvin.

Tobak:

* 200 cigaretter eller

* 100 cigarillos (af maksimalt 3 gram per styk) eller

* 50 cigarer eller

* 250 gram røgtobak

Kilder: toldst.dk

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 26/06/2025 - 10:00

FAKTA: Forskel på at vælge rød og grøn udgang

Køber du 600 cigaretter med hjem fra et ikke-EU-land, skal du betale told af de 400

Hvis du vælger den røde udgang:

* Tobaksafgiften er 786 kroner.

* Told er 134 kroner.

* Moms er 288 kroner.

* I alt 1208 kroner skal du af med.

Hvis du vælger den grønne udgang:

* Tobaksafgiften er 786 kroner.

* Told er 134 kroner.

* Moms er 288 kroner.

* Bøde (2 x told og afgifter) er 2400 kroner

* I alt 3608 kroner skal du af med.

Kilder: toldst.dk.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek