København, 06/06/2025 - 13:54
Boghandlere vil sælge Henrik Sass Larsens bog
Henrik Sass Larsens kommende bog, "Tilbageslag", kommer til at kunne købes hos både Saxo.com og Bog & Idé.
Af: /ritzau/
Danmarks største boghandlerkæde Bog & Idé kommer til at sælge den tidligere minister Henrik Sass Larsens kommende bog, men forventer ikke at have bogen på hylderne i de fysiske butikker.
Det siger kædens direktør Marianne Lyngby Pedersen.
Den tidligere topsocialdemokrat Henrik Sass Larsen er tiltalt for besiddelse af overgrebsmateriale med børn og besiddelse af en barnedukke konstrueret med et seksuelt formål for øje.
Han nægter sig skyldig.
Tirsdag udgiver han en bog med titlen "Tilbageslag", der ifølge ham selv vil fortælle hans version af sagen mod ham.
Direktøren for Bog & Idé forklarer, at bogen netop er blevet meldt i Bogportalen, som er en platform, hvor boghandlere og forlag samhandler.
Her fremgår det ifølge Marianne Lyngby Pedersen, at bogen kommer til distribution mellem 7 og 15 dage, efter at den udgives tirsdag
Det vil sige, at bogen formentlig ikke bliver tilgængelig i boghandlerne, før i hvert fald en uge efter udgivelsen, siger hun.
- Så må vi jo se, hvor meget efterspørgsel, der er til den tid. Udgangspunktet er, at jeg ikke tror, at der er så stor efterspørgsel, at det er en bog, der skal ind og have plads på vores hylder.
Også hos Danmarks største online boghandel, Saxo.com, vil bogen være til salg.
Det har Jeppe Trier, der er direktør hos Saxo.com, oplyst til Ritzau. Han fortæller, at den online boghandel ikke kommer til at købe bogen ind til lager.
/ritzau/