København, 05/08/2026 - 14:36
Tonstung SpaceX-raket vurderes at være kollideret med Månen
Kollision mellem udtjent raket og Månen var ventet onsdag morgen. Raketdel er på størrelse med en bus.
Gregg Newton/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
En vragdel fra en udtjent SpaceX-raket vurderes onsdag morgen dansk tid at være kollideret med Månen.
Det fortæller rumfartseksperter til de britiske medier BBC og The Guardian.
Kollisionen var ikke planlagt, men var varslet.
Der er tale om en del af en Falcon 9-raket. Raketdelen vejer fire ton, er på størrelse med en bus, og har fløjet rundt i Rummet siden sidste år.
Raketten skulle ifølge udregninger ramme Månen med en hastighed på 8690 kilometer i timen klokken 08.35 dansk tid.
Onsdag eftermiddag er der dog ikke offentliggjort billeder eller anden dokumentation af sammenstødet endnu.
Kollisionen ventes ifølge det amerikanske rumagentur, Nasa, at efterlade et 18 meter bredt og fire meter dybt krater i Månens overflade, har The Guardian tidligere skrevet.
Selve sammenstødet kunne ikke ses med det blotte øje, selv om det sandsynligvis udløste en stor støvsky.
Raketten blev affyret fra Jorden i januar 2025 som led i en amerikansk-japansk mission, der skulle sende to landingsfartøjer og forskningsudstyr ud af kredsløbet om Jorden og til Månen. Dette lykkedes.
Den del af raketten, som onsdag har ramt Månen, blev til gengæld efterladt i et kredsløb, der førte den ud mod Månen og tilbage igen.
Efterhånden endte raketten i en bane med direkte kurs mod Månen, fortalte lederen af SpaceX's Nasa- og Dragon-programmer, Julianna Scheiman, på et pressemøde tirsdag, skriver BBC.
- Det, der er sket, er grundlæggende en blanding af solaktivitet og tyngdekraft, der har sendt den på vej mod Månen, sagde Julianna Scheiman.
Ifølge BBC vurderes der at være omkring 3000 menneskeskabte objekter på Månen. Der er både tale om efterladte ting fra månemissioner og raketdele, som er kollideret med Månen.
RITZAU




