Mûr-de-Bretagne, 11/07/2025 - 16:46
Pogacar viser klassen i spurtduel med Vingegaard
Tadej Pogacar tog fredag sin anden etapesejr i dette års Tour de France og overtog samtidig førertrøjen.
Anne-Christine Poujoulat/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Jonas Vingegaard fulgte med til det sidste, men Visma-danskeren kunne ikke matche Tadej Pogacars topfart på toppen af finalestigningen i Mûr-de-Bretagne på 7. etape af Tour de France.
UAE Emirates-stjernen havde kalkuleret sin spurt perfekt og kørte sig til sin anden etapesejr i årets udgave af den franske grand tour.
Samtidig overtog han førertrøjen fra Mathieu van der Poel (Alpecin), som ikke var i nærheden af at sidde med de bedste på sidste kilometer.
Det kunne Picnics Oscar Onley, men heller ikke han formåede true Pogacar i kampen om sejren og blev i stedet treer.
Ligesom den foregående dag tog det tid at få udbruddet på plads. Først efter godt 57 kilometers kørsel - med 140 til mål - lykkedes det for et udbrud at få et ordentligt hul ned til feltet.
Det skete, efter at Visma igen havde været aktiv fra etapens start, og Wout van Aert flere gange forsøgte at slippe afsted. Både alene og med en enkelt følgesvend.
Til slut kom fem ryttere afsted: Tour-vinderen fra 2018, Geraint Thomas (Ineos), Alex Baudin (EF), Marco Haller (Tudor), Ewen Costiou (Arkéa) og Iván García Cortina (Movistar).
Kvintetten arbejdede hårdt for sagen i den bagende varme. Men nede i feltet viste UAE Emirates og Alpecin øjeblikkeligt tydelige ambitioner om at sikre en mulighed for etapesejr til henholdsvis Tadej Pogacar og Mathieu van der Poel og holdt lykkeridderne i meget kort snor.
Deres forspring svingede mellem et og to minutter, og med 50 km til mål var de kun lidt over et minut foran.
Visma styrede farten i feltet, da man første gang kørte ind på finalebakken i Mûr-de-Bretagne.
Favoritterne holdt sig i skindet på første opkørsel, men det gik så stærkt, at kun Costiou var tilbage i udbruddet.
Ved første passage af målstregen var Costiou den sidste rest af udbruddet, men også han blev hentet med godt 12 kilometer til mål.
Med fem kilometer til mål blev favoritgruppen ramt af et stort styrt. João Almeida (UAE Emirates) var blandt de uheldige, og også Santiago Buitrago (Bahrain Victorious) så ud til at være hårdt ramt.
Pogacar, Vingegaard og Evenepoel var hurtigt alene i front på finalestigningen, hvor Mathieu van der Poel blev sat.
Men Pogacar fik holdkammeraten Jhonatan Narváez tilbage til fronten, og ecuadorianeren serverede sejren til sin kaptajn på et sølvfad. Nu har Pogacar i alt vundet 19 etaper i Tour de France.
/ritzau/