Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 14/08/2023 - 10:00

Dit haveaffald kan slå skovens træer ihjel

En bestemt visneskimmel, som især rammer rododendronplanter, kan gøre skade på skov, landskab og private haver, hvis ikke de inficerede planter fjernes korrekt.

Gitte Kjærbøl/Ritzau Scanpix

Af: Af Alexander Broberg Tørring, Ritzau Fokus

Har du lang vej til genbrugsstationen, kan det måske være tillokkende at dumpe haveaffaldet i den nærmeste skov.

Naturen får vel bare gavn af næringen fra din kompostbunke, ikke?

Sådan en opførsel kan være stærkt problematisk, lyder det fra Iben Margrete Thomsen, der er seniorrådgiver på Københavns Universitet og har speciale i sygdomme på træer.

- Haveaffald kan introducere naturen for sygdomme, som kan være ødelæggende, fortæller hun.

- Det gælder især rododendronplanter, som er den primære vært for Phytophthora ramorum, også kaldet europæisk og californisk visneskimmel, som er en alvorlig planteskadegører i Europa og USA.

Sygdommen angriber primært løvtræer herunder bøg og eg, hvis træerne står blandt syge rododendron med europæisk visneskimmel.

Den angriber træernes rødder og barken på stammen, hvilket i sidste ende dræber træet.

- Du vil ofte kunne se mørke udflådslignende pletter i barken i bunden af det inficerede træ, lyder det fra Iben Margrete Thomsen.

I Danmark har vi indtil videre kun fundet sygdommen på rododendron.

Og langt de fleste tilfælde er fra importerede planter hos planteskoler. Den er også fundet i to parker.

- Derfor er det utrolig vigtigt at være opmærksom, når man køber planter - og især rododendron. Hold øje med dem de første to år, og plant aldrig rododendron ude i naturen. Kun i have eller parker.

Har du en mistanke om, at dine planter er syge, er det vigtigt, at du håndterer dem rigtigt.

- Det værste er at smide planterne i skoven eller naturen. Men det er faktisk også problematisk at smide det i den grønne kompostbunke på genbrugspladsen.

- Har du syge rododendron, bør du putte dem i en plastikpose og aflevere det til forbrænding, da det ikke er sikkert, at komposteringen på genbrugspladsen opnår de nødvendige temperaturer for at dræbe sygdommen.

Det kan være svært at spotte europæisk visneskimmel på rododendronplanter, for det ligner lidt de samme sygdomstegn som på en tørkeramt plante.

Men der er måder at se forskel på, fortæller Kristine Riskær, der er enhedschef for plante- og biosikkerhed i Landbrugsstyrelsen.

- Sygdommen kommer indefra i planten, så du vil kunne se en mørk misfarvning, som breder sig ud mod midterskilningen i bladet.

- Ved planter, som bare er tørkeramte, er bladene typisk visne fra spidserne af, fortæller Kristine Riskær.

Opdager du en syg plante i din have, så anbefaler enhedschefen, at du fjerner den og skiller dig af med den, så den ikke smitter andre planter omkring den.

- Grav også noget af jorden under planten op, og skil dig af med det. Gerne en 15-20 centimeter, siger hun.

På plantesundhed.dk kan du anmelde planteskadegørere, hvis du har mistanke om, at du har fundet en syg plante.

- Beskriv gerne plantens symptomer, og om det er en ny plante, du måske har købt. Skriv også gerne, hvor du har fundet den, fortæller Kristine Riskær.

Derudover er det altid en god idé at købe planter, der er mærket med plantepasset.

Så ved du, at planten har været igennem en officiel kontrol og er fundet fri for diverse sygdomme.

/ritzau fokus/

København, 02/10/2023 - 12:10

Aura: På forunderlig vis er jeg blevet mor

Oscar Scott Carl/Ritzau Scanpix

Aura er for nylig blevet mor for første gang, og derfor må musikeren flytte en række af sine koncerter for at hellige sig familien.

Musikeren Aura må flytte en række af sine annoncerede koncerter.

Aura blev for nylig mor for første gang. Og derfor er hun nødt til at tænke og leve anderledes og ikke mindst prioritere anderledes for en tid.

Det oplyser hun i et længere opslag på Instagram.

- Som I sikkert allerede ved, har musik altid været den største del af mit liv, og jeres støtte har været ubeskrivelig og uvurderlig for mig. Som I sikkert også ved, er jeg på forunderlig vis blevet mor, og det har åbnet op for en helt ny verden af kærlighed og ansvar, skriver Aura blandt andet.

- På grund af denne særlige og helt naturligt krævende begivenhed i mit liv må jeg med tungt hjerte se mig nødsaget at flytte de fleste af mine koncerter for en kortere periode. Dette har været en ubeskrivelig og ganske svær beslutning. Men det er nødvendigt og vigtigt for mig at måtte have fokus på min lille familie i denne tid.

Aura udgav sidste år albummet "Life of a Rainbow", og det var i anledning af det album, at hun skulle have indledt sin turné i Rønne senere i oktober og sluttet af i slutningen af november i Næstved.

Aura, der bærer det borgerlige navn Maria Louise Joensen, albumdebuterede i 2008 med pladen "Columbine", der indeholdt hits som "I Will Love You Monday" og "Something From Nothing".

Siden har Aura udgivet tre plader, hvoraf det seneste, "Life of a Rainbow", udkom sidste år.

Den 38-årige sangerinde er blevet hædret med flere fornemme priser gennem sit musikalske virke. Blandt andet har hun modtaget flere Danish Music Awards-statuetter. Herunder i kategorien Årets Danske Kvindelige Kunstner og Årets Danske Hit for "Geronimo" tilbage i 2012.

/ritzau/

Læs Mere >>

Paris, 02/10/2023 - 11:32

Nikolaj Coster-Waldau gik catwalk med datteren

Mohammed Badra/Ritzau Scanpix

Den danske verdensstjerne Nikolaj Coster-Waldau har været ansigt for L'Oreal Paris siden 2018. Nu har han fået følgeskab af sin datter Safina Coster-Waldau.

Der var dansk stjernestøv på den røde løber til L'Oreal Paris' show søndag under modeugen i den franske hovedstad.

Game of Thrones-stjernen Nikolaj Coster-Waldau, som siden 2018 har været L'Oreal Paris' globale ansigt inden for hudpleje til mænd, gik på catwalken sammen med sin yngste datter, 19-årige Safina Coster-Waldau.

Sammen fremviste den celebre far-datter-duo næste års forårs- og sommerkollektion.

Det fremgår af en række billeder fra modeshowet.

Det var en sand stjerneparade, der havde indfundet sig på podiet.

Ud over Safina og Nikolaj Coster-Waldau var supermodellen Kendall Jenner, der er en del af Kardashian-klanen, de Oscar-vindende verdensstjerner Helen Mirren og Viola Davis samt skuespillerinderne Andie MacDowell og Eva Longoria på den stjernespækkede catwalk.

Sidste år var Nikolaj Coster-Waldau også på podiet for skønhedsmastodonten. Her akkompagnerede hans hustru, sanger og skuespiller Nukâka Coster-Waldau, den danske superstjerne.

Ud over Safina Coster-Waldau er parret også forældre til 23-årige Filippa Navarana Coster-Waldau.

Hun var også på podiet med sin verdensberømte far i 2021.

Begge Coster-Waldau-døtre er gået i deres forældres fodspor. Både som skuespillere - og nu også som L'Oreal-modeller.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 02/10/2023 - 10:00

FAKTA: Vær godt klædt på inden du booker

* Når du booker hotelophold på en bookingplatform, er der flere ting, du med fordel kan gøre.

* Undersøg, om du indgår en aftale med hotellet eller bookingplatformen. Det har betydning, hvis der opstår problemer, og du vil klage. Hvis bookingsiden for eksempel blot er formidler, skal det tydeligt fremgå, at den ikke er ansvarlig.

* Du kan undersøge, om andre kunder har anmeldt hotellet, og hvor tilfredse de har været.

* Tænk over dine behov, før du søger. Det kan være nemt at lade sig friste af gode tilbud. Derfor bør du overveje, om du for eksempel har brug for et hotel tæt på centrum, en afbestillingsforsikring eller har andre ønsker.

Kilde: forbrug.dk.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 02/10/2023 - 10:00

Sådan bliver du snydt når du booker hotel

Clara Margais/Ritzau Scanpix

Du bør ikke bare gå efter det første og det bedste, når du booker hotelophold via bookingplatforme. Flere hoteller betaler for at ligge højt på listen.

Når du skal bestille din næste rejse til London, Paris eller Rom, bruger du sikkert en af de mange bookingplatforme til at finde et sted at bo.

Men faktisk finder du ikke nødvendigvis det bedste hotel på den måde. For hos mange platforme betaler hoteller for at ligge højere på udvalgslisten.

Det viser en undersøgelse fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, som har dykket ned i bookingportalernes søgemekanismer.

- Hvis man kigger på de første mange sider på en platform, så har næsten alle hoteller købt et rangeringsboost. Enten permanent eller i en afgrænset periode, hvor man betaler til platformen for at komme højere op på listen, siger souschef Andreas Maaløe Jespersen fra styrelsens forbrugerpolitiske center.

Ifølge analysen fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen er hotellernes chance for at valgt blive af kunderne større, jo højere en rangering, de har.

Og det kan være dårligt nyt for forbrugerne.

- Som kunde får man ikke noget ud af, at et hotel har købt sig længere op på listen. Det gør det ikke billigere for kunden, og man får ikke nødvendigvis et bedre hotel, siger Andreas Maaløe Jespersen.

Men bookingportalerne gør også livet lidt lettere som forbruger, fordi de samler diverse udbydere på en overskuelig liste. Så hvis du gerne vil bruge bookingportalerne til at booke dit næste hotelophold, er der flere steder, hvor du kan sætte ind.

Går du op i prisen, kan du sortere listen, så hotellerne rangeres fra lav til høj pris. Dermed får du vist hotellerne efter pris og ikke rangeringsboost.

Derudover kan du forsøge at være så nøjagtig som muligt, når du leder efter et hotel.

For jo mere præcis, du kan være, jo mindre kommer hotellernes forudbetalte rangering til at spille ind.

Derudover kan det være godt givet ud selv at afsøge markedet, forklarer Andreas Maaløe Jespersen.

- Hvis man finder et hotel, man godt kan lide, kan man prøve at undersøge, om det koster mindre andre steder, eller om man kan få et bedre tilbud ved at kontakte hotellet direkte, siger souschefen.

Du har sikkert også mødt udsagn som "book nu" eller "kun tre værelser tilbage" på bookingsider. Men der er sjældent grund til panik.

- Du kan næsten altid finde et bedre eller lige så godt tilbud andre steder. Så man skal ikke føle sig presset til at træffe en hurtig beslutning.

- Der er masser af hoteller, medmindre man skal til en meget lille by og kun vil bo et bestemt sted. Men her kan det bedre betale sig at bruge tid på at finde noget andet end at lade sig presse til at booke noget, siger Andreas Maaløe Jespersen.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

Nyhedsarkiv