Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Athen, 08/06/2024 - 22:53

Hustru fastholder håb om at finde forsvunden tv-læge i live på ø

Michael Mosley forsvandt under ferie på græsk ø, da han gik en tur. Omfattende eftersøgning er i gang.

Maria Panorma Kontou/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Mens forsøget på at finde den britiske tv-vært og sundhedsekspert Michael Mosley fortsætter, siger hans hustru, Clare Bailey Mosley, at hun ikke opgiver håbet.

Den 67-årige tv-vært blev meldt savnet på den græske ø Symi, efter at han omkring klokken 13.30 onsdag lokal tid forlod sin hustru.

- Der er gået tre dage, siden Michael forlod stranden for at gå en tur. De længste og mest ubærlige dage for mig og mine børn, siger hun lørdag i en udtalelse til BBC.

- Eftersøgningen fortsætter, og vores familie er så utrolig taknemmelig over for Symis befolkning, de græske myndigheder og det britiske konsulat, som har arbejdet utrætteligt for at hjælpe med at finde Michael.

- Vi mister ikke håbet, siger hun.

Parrets fire børn er kommet til øen for at hjælp med eftersøgningen.

Både politi, brandfolk, kystvagten og frivillige har været med i indsatsen på øen, hvor der har været temperaturer oppe omkring 40 grader celsius i løbet af ugen.

Også helikoptere, droner og redningshunde deltager.

Mosley havde ikke sin telefon med på turen, hvilket har gjort det svært at finde ham.

Lørdag skiftede politiet fokus fra ét område til et andet klippefyldt område på øen, som har omkring 2500 indbyggere og er 16 kilometer lang.

- Eftersøgningen fortsætter, siger talskvinde Constantina Dimoglidou til nyhedsbureauet Reuters.

Borgmester i Symi Lefteris Papakalodoukas har sagt, at billeder og video fra blandt andet sikkerhedskameraer har hjulpet myndigheder med at udarbejde en mulig rute for Mosley.

En rute, som borgmesteren beskriver som "usædvanlig" - og som kan have ført tv-lægen ud i udfordrende terræn.

Michael Mosley, som er uddannet læge, men i årtier har arbejdet som journalist, er kendt for at have været vært på tv-programmet "Trust me, I'm a Doctor".

Han har været med til at udbrede 5:2-kuren, hvor man faster to dage om ugen, og har blandt andet skrevet bogen "Sund mad til kloge tarme".

Mosley har vundet flere priser for sine dokumentarer - heriblandt en Emmy-pris for "The Human Face", som handler om videnskaben bag menneskets opfattelse af skønhed.

/ritzau/

København, 26/07/2024 - 15:01

Paradise Hotel-vært er blevet mor for første gang

Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix

Tv-værten Rikke Gøransson har fået sit første barn, Rio, med kæresten Bruno Da Conceicao.

Det er ren babylykke i privaten hos den garvede tv-vært Rikke Gøransson, der har fået sit første barn med kæresten Bruno Da Conceicao.

- Øjne så store som tekopper, hår så sort som ibenholt, og hud så fin fra flere verdens hjørner. Vi er lykkelige sammen, skriver Rikke Gøransson i et opslag på Instagram.

Her fortæller Paradise Hotel-værten, at den lille ny, der har fået navnet Rio Da Conceicao Gøransson, kom til verden den 1. juli.

Rikke Gøransson afslørede sin graviditet og babybulen tilbage i februar i et Instagram-opslag i forbindelse med en romantisk ferie til den franske hovedstad.

- Mor og far i Paris, skrev hun i opslaget efterfulgt af tre hjerter.

Rikke Gøransson har holdt tæt om den 41-årige brasilianske kæreste, men i sommer fik offentligheden lov at høre om det nyforelskede par.

- Jeg har aldrig mødt en mand som ham. Jeg er meget glad, og jeg tror, han er den sidste kæreste, jeg får i mit liv, sagde Rikke Gøransson dengang om kæresten til Billed-Bladet.

Siden er der drypvis kommet flere informationer ud om turtelduerne. Blandt andet at Rikke Gøransson er blevet bonusmor til kærestens barn fra et tidligere forhold.

- Det er en større kærlighed. Nu er det ikke bare ét menneske, jeg kommer til at holde af, og det er en gave. Det er ikke et lille barn, så man kan også blive venner, fortalte tv-værten i DR-podcasten "Hånden på hjertet".

- Det er ikke mit ansvar at opdrage, så det er også en befrielse. Jeg har aldrig været mere lykkelig, sagde hun videre til public service-mediet.

Rikke Gøransson, der er uddannet dokumentarist og psykoterapeut, har været fast inventar på tv, siden hun i 2007 vandt underholdningsprogrammet "Robinson ekspeditionen".

Den 37-årige tv-vært er bedst kendt for sin værtsrolle på "Paradise Hotel", hvor hun i 15 sæsoner har styret realityshowets gang.

Derudover var hun i begyndelsen af 2024 aktuel med dokumentarserien "Hvorfor skal Rikke være smuk".

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 26/07/2024 - 11:13

Jack White erstatter hovednavn på Syd for Solen

Daniel L''b/Ritzau Scanpix

Musikfestivalen Syd for Solen føjer Jack White til plakaten efter afbud fra Queens of the Stone Age.

Den amerikanske rockmusiker Jack White gæster Valbyparken i august som nyt hovednavn på musikfestivalen Syd for Solen.

Det oplyser den københavnske festival på Instagram.

Jack White erstatter bandet Queens of the Stone Age, som har aflyst hele deres europæiske sommerturné på grund af sygdom.

- Vi beklager aflysningen og ønsker først og fremmest Josh Homme rigtig god bedring, skriver Syd for Solen på Instagram og henviser til bandets forsanger, som tidligere på sommeren gennemgik en akut operation.

Jack White indtager scenen i Valbyparken lørdag den 10. august, og ifølge Syd for Solen bliver det hans første koncert på dansk jord i seks år.

Den 49-årige sanger og musiker brød i sin tid igennem med bandet The White Stripes, som han dannede sammen med sin kone Meg White tilbage i 1997.

Senere gik både parret og bandet fra hinanden, og Jack White fortsatte sin musikalske karriere både som soloartist og i nye bands.

Han har netop udgivet et nyt album med titlen "No Name", som danske fans altså får nu får mulighed for at opleve live på Syd for Solen.

Festivalen løber over tre dage fra den 8. til den 10. august, og ud over Jack White byder plakaten på navne som André 3000, Fred Again.. og The Raveonettes.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 26/07/2024 - 10:00

FAKTA: Tjek din forskudsopgørelse

* Med augusts komme er over halvdelen af året gået, og det er en god anledning til at tjekke din forskudsopgørelse for at se, om den stadig holder stik.

* Tjek, om oplysningerne i forskudsopgørelsen stemmer overens med, hvordan virkeligheden ser ud nu, og ret til, hvis de ikke gør.

* Vær især opmærksom på din lønindkomst og på eventuelle fradrag. Ved at rette i forskudsopgørelsen kan du undgå at skulle betale en ærgerlig restskat til næste år.

Kilde: Bettina Brask, formueøkonom hos Jyske Bank.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 26/07/2024 - 10:00

Kickstart din økonomi efter en dyr sommer

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Brug august til at danne dig et overblik over, hvor mange penge du fik brugt på sommerferien, og læg en plan for at bygge opsparingen op på ny.

Dine bankkonti kan meget vel se lidt skrabede ud efter en sommer med masser af vaffelis, kolde øl og måske en rejse til sydens sol med hele familien.

Når kalenderen rammer august, og hverdagen melder sin ankomst, er det derfor oplagt at få kigget pengesagerne godt igennem, siger Bettina Brask, der er formueøkonom hos Jyske Bank.

- For mange er det rigtig godt lige at få et overblik over, hvad ferien har kostet, siger hun og fortsætter:

- Måske har du brugt mere på ferien, end du havde tænkt hjemmefra, og så har du måske ikke lyst til at tjekke dine konti, men det er bedst at tjekke det med det samme.

Er der tale om et stort overforbrug, anbefaler Bettina Brask, at du sætter dig ned og lægger en plan for, hvordan du indhenter det. Samtidig kan det være en anledning til at lave en plan for næste års ferie, så du ikke havner i samme situation igen.

- Læg et feriebudget, og begynd allerede nu opsparingen til næste års ferie, så du med sikkerhed ved, at du har penge til at holde den ferie, du har lyst til, lyder rådet fra formueøkonomen.

Også Nicolaj Christensen, der er finansiel rådgiver og indehaver af firmaet Pengerådgivning, opfordrer dig til at sætte tid af i august til at kickstarte dine opsparingskonti.

- Det gør du ved at lave de klassiske øvelser, hvor du gennemgår alle dine poster for at se, om noget kan undværes, og dernæst sørger for, at du fremover får overført penge til opsparingen i starten af hver måned, når du får løn, siger Nicolaj Christensen.

Mens du er i gang, kan du med fordel opdatere dit budget, hvis du har sådan et. Har du ikke et, er det et godt tidspunkt at få det lavet, tilføjer han.

Er du boligejer med et realkreditlån, kan der derudover være kroner at spare ved at undersøge, om du kan få en lavere rente på lånet.

- Det er et oplagt tidspunkt at have fokus på, om du har det rigtige lån, siger Nicolaj Christensen og fortsætter:

- Vi har et faldende rentemarked, og det betyder, at hvis du er en af dem, der har en fast rente på et højt niveau, så kan der være penge at hente nu ved at få en billigere rente.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

Nyhedsarkiv

TjekDet - faktatjek