Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Washington D.C., 20/07/2026 - 17:06

Libanons hær indtager landsbyer og baner vej for Israels exit

Konkrete skridt i en aftale mellem Israel og Libanon er taget med Libanons hær i kontrol med landsbyer i syd.

Abbas Fakih/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/AFP

Libanons hær er mandag rykket ind i tre landsbyer i det sydlige Libanon, hvor hæren skal overtage kontrollen og på sigt bane vej for en israelsk tilbagetrækning.

Det meddeler USA's udenrigsministerium.

Det er et "direkte resultat" af forhandlinger mellem Israel og Libanon i Rom i sidste uge, siger en talsmand for USA's udenrigsministerium.

En militærkilde i Libanon bekræfter over for nyhedsbureauet AFP, at libanesiske soldater nu patruljerer i flere landsbyer i den sydlige del af landet.

De ligger op ad områder, som israelske styrker nu kontrollerer.

USA har mæglet mellem de to parter, som for knap en måned siden underskrev en rammeaftale.

Det er aftalt, at Israel skal trække sig tilbage fra positioner i det sydlige Libanon, og at Libanons militær skal sørge for sikkerheden i de pågældende områder.

Desuden skal Hizbollah-militsen afvæbnes, lyder det i rammeaftalen.

Libanons hær skal sikre, at de pågældende områder i det sydlige Libanon er ryddet for Hizbollahs våben og infrastruktur.

Hizbollah har i skarpe vendinger kritiseret aftalen og modsat sig den.

Bevægelsens leder, Naim Qassem, kaldte i juni aftalen "ugyldig".

Han mener, at Libanons regering har begået en "alvorlig fejl", der "legitimerer" Israels besættelse af landet.

Aftalen har ikke fastsat en dato for, hvornår de israelske styrker skal være ude af Libanon.

Israelske regeringsembedsmænd har tidligere sagt, at det vil være nødvendigt for Israel at have en militær tilstedeværelse i en ti kilometer bred "sikkerhedszone" langs grænsen mellem de to lande.

Libanon og Israel begyndte - efter årtiers konflikt og iskoldt forhold til hinanden - at forhandle i marts.

Det skete, efter at det Iran-støttede Hizbollah havde skudt raketter mod Israel som reaktion på de israelsk-amerikanske angreb mod Iran, der blev indledt i februar.

Dermed blev Libanon trukket ind i fornyet konflikt.

Rammeaftalen kom - med støtte fra USA - på plads i juni, efter at der var indgået en skrøbelig våbenhvile mellem Israel og Hizbollah.

Israel angriber dog stadig mål i det sydlige Libanon.

Den libanesiske præsident, Joseph Aoun, er i disse dage i Washington D.C. og skal efter planen mødes med USA's præsident, Donald Trump, tirsdag.

De to skal drøfte den videre udvikling, herunder afvæbning af Hizbollah.

RITZAU/AFP

TjekDet - faktatjek