Washington D.C., 20/06/2025 - 02:28
Lammy: Vindue eksisterer for diplomatisk løsning med Iran
Storbritanniens udenrigsminister tror efter møde i Det Hvide Hus på, at der kan indgås aftale med Iran.
Jaimi Joy/Reuters
Af: /ritzau/AFP
Storbritanniens udenrigsminister, David Lammy, tror fortsat, at det er muligt at nå frem til en diplomatisk løsning med Iran om landets atomprogram.
Det siger Lammy i en udtalelse, efter at have taget del i et møde i Det Hvide Hus med USA's udenrigsminister, Marco Rubio, og USA's særlige udsending til Mellemøsten, Steve Witkoff.
- Situationen i Mellemøsten er fortsat farefuld. Vi er fast besluttede på, at Iran aldrig må komme i besiddelse af atomvåben, skriver Lammy i udtalelsen og fortsætter:
- Vi har diskuteret, hvordan Iran er nødt til at indgå en aftale for at undgå en forværring af konflikten. Der er nu et vindue inden for de næste to uger til at finde frem til en diplomatisk løsning.
Den britiske udenrigsministers besøg i Det Hvide Hus, sker forud for at han fredag rejser til Genève for at mødes med Irans udenrigsminister, Abbes Aragchi. Også den franske og tyske udenrigsminister deltager i mødet.
Her skal ministrene blandt andet diskutere Irans atomprogram.
- Nu er det tid til at sætte en stopper for de alvorlige begivenheder i Mellemøsten og forhindre en regional optrapning, der ikke vil gavne nogen, siger Lammy.
Konflikten mellem Israel og Iran har nu varet i en uge, efter at Israel natten til fredag i sidste uge indledte et stort angreb på Iran - ifølge Israel for at hindre Iran i at blive en militær atommagt.
Lørdag morgen svarede Iran tilbage, og siden har landene angrebet hinanden gentagne gange.
USA har foreløbig ikke involveret sig direkte i konflikten, men torsdag aften sagde USA's præsident Donald Trumps pressesekretær, at Trump inden for to uger vil træffe en beslutning om, hvorvidt det vil ske.
Ifølge pressesekretæren mener Trump også, at der er "en betydelig chance for forhandlinger, som måske eller måske ikke finder sted med Iran i den nærmeste fremtid".
/ritzau/AFP