København, 14/04/2026 - 19:29
Store dele af togtrafikken på Sjælland holder stille
Tirsdagens omfattende togproblemer i Østdanmark vil også føre ændringer med sig onsdag, oplyser DSB.
Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Alle tog øst for Odense og på hele Sjælland holder tirsdag aften stille.
Det skyldes en nedrevet køreledning, oplyser Banedanmark kort før klokken 18.00. Der er ingen tidshorisont for, hvornår driften genoptages.
S-togene i hovedstadsområdet kører fortsat.
De omfattende togproblemer vil også føre ændringer med sig i onsdagens togtrafik, oplyser DSB's informationschef, Tony Bispeskov, til Ritzau.
- Der vil være ændringer til i morgen, men vi ved ikke endnu, hvilke og hvor mange afgange det vil gælde for, siger han.
Fra omkring klokken 20.00 tirsdag aften vil der køre togbusser mellem Helsingør og Klampenborg og mellem Høje Taastrup og Roskilde. Det oplyser DSB til Ritzau.
Busserne mellem Helsingør og Klampenborg stopper på alle stationer på strækningen.
Togbusserne mellem Høje Taastrup og Roskilde har stop i Hedehusene og Trekroner.
- På grund af omfattende aflysninger er det ikke muligt at indsætte togbusser på alle strækninger. Vi anbefaler derfor, at søge alternative rejsemuligheder, oplyser DSB.
I en tidligere melding fra DSB lød det dog, at togbusserne "langtfra vil kunne dække behovet".
Der kører kun enkelte regionaltog på Sjælland resten af driftsdøgnet, oplyser DSB kort før klokken 18.45.
- Vi opfordrer kunderne til at afsøge alternativer. Tjek Rejseplanen for alternative rejser med S-tog, metro og bybusser, lyder det.
Banedanmark arbejder fortsat på at finde fejlen og løse problemet.
Kort før klokken 18.00 havde Banedanmark "fået indikationer" om, at fejlen er lokaliseret. Det oplyser Nicolai Smidt Sigsgaard, vicetrafikdirektør i Banedanmark.
Banedanmark har ikke fundet nogen årsag til de to køreledninger, der er faldet ned på samme dag. Det er derfor, at de har truffet valget om at indstille al trafik øst for Odense.
Banedanmark arbejder desuden på at evakuere passagerer i tog, der holder udenfor Københavns Hovedbanegård.
/ritzau/




