Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Teheran, 12/06/2026 - 10:43

Iransk nyhedsbureau: Slutspil om aftale handler om atomspørgsmål

USA har gjort indrømmelser, skriver iransk nyhedsbureau. Det bør dog tages med "et gran salt" ifølge Sky.

Af: /ritzau/

De afsluttende forhandlinger om en aftale mellem USA og Iran skal blandt andet handle om atomspørgsmålet. Men ikke Irans missilprogram.

Det skriver det iranske nyhedsbureau Mehr, der har tætte forbindelser til regeringsinstitutioner i landet, ifølge Reuters.

Mehr kommer med en række detaljer om et udkast til en aftale. Udlægningen fra det iranske nyhedsbureau er ikke bekræftet fra amerikansk side.

Ifølge Mehr skal Hormuzstrædet genåbnes, oliesanktioner ophæves, og indefrosne iranske midler skal frigives.

Derudover er USA ifølge Mehr gået med til at ophæve sanktioner, trække styrker tilbage og ophæve en flådeblokade.

Aftalen skal fortsat godkendes af de relevante myndigheder, skriver Mehr.

Det britiske medie Sky News ser med skepsis på udmeldingen om, at USA har gjort en række indrømmelser.

- Denne melding (fra Mehr, red.) bør tages med et gran salt, da det alt sammen er ting, som Iran har længe har ønsket, og det er usandsynligt, at USA ville gå med til dem alle uden at ønske noget til gengæld, skriver Sky.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek