København, 21/02/2026 - 10:40
Sigtelse: Ung mand skød to gange mod lejlighed i Brønshøj
Københavns Politi har anholdt to mænd, som sigtes for drabsforsøg i Brønshøj. De nægter sig skyldige.
Af: /ritzau/
To unge mænd sigtes for drabsforsøg, efter at den ene ifølge politiet skød mod en lejlighed i Brønshøj onsdag aften.
Det er lørdag kommet frem i et grundlovsforhør i Retten på Frederiksbergs dommervagt ved Vestre Fængsel, hvor de to kræves varetægtsfængslet.
Ifølge sigtelsen var målet en navngiven mand, som dog ikke var hjemme i lejligheden. Det var hans mor til gengæld, fremgår det af sigtelsen.
Det var ifølge sigtelsen onsdag omkring klokken 20.50, at der blev affyret to skud direkte mod lejlighedens vinduer.
Første skud ramte en metalstolpe ved altanen til lejligheden, hvorefter gerningsmanden flyttede sig mod sin højre side og afgav det andet skud mod køkkenvinduet, hvor den navngivne mands mor befandt sig.
Drabet mislykkedes dog, og ingen blev ramt.
I retten lørdag bliver først den ene mand eskorteret ind, hvorefter han smiler til to mænd på tilhørerrækkerne, der er bag en glasvæg. Lidt efter ankommer den anden. Begge mænd er mørkhårede og har sort skæg.
De skal have begået drabsforsøget efter forudgående aftale, hvorefter den ene altså skal have affyret skuddene mod lejligheden.
Kort efter at sigtelsen er oplæst, oplyser deres forsvarere, at de nægter sig skyldige.
Derefter er dørene blevet lukket til retsmødet, hvorfor politiets efterforskning foreløbigt hemmeligholdes i sagen.
Både de sigtede og offeret samt offerets mor er beskyttet af navneforbud.
/ritzau/




