Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Washington D.C., 17/02/2026 - 01:58

Trump lægger pres på Ukraine før fredsforhandlinger i Genève

USA er mægler i fredsforhandlingerne mellem Rusland og Ukraine, der finder sted tirsdag og onsdag.

Af: /ritzau/

Den amerikanske præsident, Donald Trump, lægger mandag pres på Ukraine forud for denne uges fredsforhandlinger mellem Rusland og Ukraine i den schweiziske by Genève.

Amerikanerne optræder som mæglerne i fredsforhandlingerne, der finder sted tirsdag og onsdag.

- Ukraine må hellere komme til forhandlingsbordet, hurtigt, siger Trump til journalister om bord på præsidentflyet Air Force One på vej til Washington D.C. ifølge nyhedsbureauet AFP.

Ukraine er under et stigende pres fra USA for at indgå en aftale for at få stoppet den snart fire år lange krig.

Samtidig kræver russerne, at Ukraine afgiver hele Donbas-området.

Ukraine har afvist at trække sig tilbage fra området. Landet ønsker sikkerhedsgarantier fra vestlige lande for at afskrække Rusland fra at genoptage offensiven, hvis der bliver indgået en våbenhvile.

Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, sagde for nylig, at USA har givet de krigsførende parter en frist til juni for at nå frem til en aftale. USA's præsident har før givet ultimatummer i forhandlingerne, som dog er løbet ud i sandet.

En talsperson for Kreml oplyste fredag ifølge nyhedsbureauet Reuters, at fredsforhandlingerne i Schweiz skal omhandle de vigtigste spørgsmål, herunder territorier.

Både den russiske præsident Vladimir Putins rådgiver, Vladimir Medinskij, den militære efterretningschef, Igor Kostjukov, og Ruslands særlige udsending Kirill Dmitrijev ventes at deltage i forhandlingerne mellem Rusland, Ukraine og USA.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek