Rio de Janeiro, 13/01/2025 - 01:52
Jordskred i Brasilien koster ti personer livet
Flere huse er blevet ødelagt og i alt ti har mistet livet, efter voldsom regn og jordskred i weekenden.
Af: /ritzau/
I det sydøstlige Brasilien har voldsom regn udløst flere jordskred, som har kostet ti mennesker livet.
Det oplyser redningsvæsenet i delstaten Minas Gerais ifølge AFP.
Ni personer er døde i byen Ipatinga, hvor der i løbet af en time lørdag aften faldt 80 millimeter regn, oplyser byens borgmesterkontor.
Blandt de døde her er en otteårig dreng. Brandvæsenet bjærgede hans lig fra et hus, der var blevet ødelagt som følge af et jordskred.
Et andet jordskred i Ipatinga har ødelagt det meste af en gade i nabolaget Bethania, lyder det.
Billeder viser murbrokker fra ødelagte huse, som stikker op igennem mudderet.
Ud over de ni døde i Ipatinga er der desuden en, som har mistet livet i den nærliggende by Santana do Paraiso, skriver AFP.
/ritzau/




