Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Los Angeles, 07/07/2024 - 16:50

Den oscarvindende Titanic-producer Jon Landau er død - 63 år

Jon Landau, som har produceret "Titanic" og "Avatar" med den verdenskendte instruktør James Cameron, er død.

Michael Tran/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Den oscarvindende filmproducer Jon Landau er død i en alder af 63 år.

Det oplyste hans familie lørdag, skriver nyhedsbureauet AP søndag.

Ifølge det amerikanske medie Variety døde Landau fredag som følge af kræft.

Landau har været med til at producere tre ud af de fire mest indtjenende film nogensinde.

Der er tale om filmene "Avatar" fra 2019, "Avatar: The Way of Water" fra 2022 og "Titanic" fra 1997.

Dem har han lavet i samarbejde med filminstruktøren James Cameron, der ifølge Variety har reageret på Landaus dødsfald.

- Jeg har mistet en kær ven og min nærmeste samarbejdspartner gennem 31 år. En del af mig er blevet revet væk, lyder det fra Cameron lørdag.

Landau blev født i den amerikanske delstat New York 30. juli 1960. Begge hans forældre var filmproducere.

I 1980'erne blev han produktionsleder, og de følgende år steg han i graderne og blev filmproducer.

I 1998 blev Landau og Cameron tildelt Oscar-prisen for bedste film med "Titanic". Han har været nomineret til en Oscar-pris flere gange gennem sin karriere.

Landau har også produceret film som "Alita: Battle Angel" fra 2019, "Solaris" fra 2002 og "Campus Man" fra 1987.

Han efterlader sin kone Julie Landau, som han var gift med i næsten 40 år. Sammen fik de to sønner, Jamie og Jodie Landau.

I 2022 satte Landau ord på sin karriere i et interview med mediet The Talks.

Her sagde han, at han aldrig kunne finde på bare at sidde ved et skrivebord og skrive under på hvad som helst.

- Jeg vil deltage. Jeg vil have en stemme. Jeg vil have indflydelse. Jeg vil være i stand til at inspirere andre til at gå ud over, hvad de tror, deres egne evner kan, så de kan føle stolthed over det, vi laver, lød det fra Landau.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek