København, 16/07/2026 - 15:30
Søren Gade lader sig citere i Afghanistan-udredning efter tavshed
Den tidligere forsvarsminister Søren Gade (V) vælger at lade sig citere med navn i Afghanistan-udredning.
Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Efter længere tids uvished har Folketingets formand, Søren Gade (V), valgt at lade sig citere med navn i en udredning om den danske indsats i Afghanistan.
Det skriver Søren Gade selv i en kommentar i Kristeligt Dagblad.
Indsatsen i Afghanistan varede fra 2001 til 2021.
Gade var selv forsvarsminister fra 2004 til 2010 og har deltaget i mange møder om indsatsen i Afghanistan.
- Efter at have læst de relevante optegnelser og overvejet sagen grundigt har jeg valgt at give samtykke til at blive citeret, så forskerne kan gengive, hvad jeg har sagt på møder i Nævnet, skriver Søren Gade.
Ifølge Gade er der et "åbenlyst behov" for at lære af forløbet. Derfor vil han "ikke stille sig i vejen" for, at forskere kan bruge hans udtalelser i arbejdet med udredningen.
- Jeg har principielle betænkeligheder ved at bryde fortroligheden i Nævnet, men jeg vælger at lade hensynet til åbenheden veje tungere, lyder det fra Søren Gade.
Der var længe tavshed fra Søren Gade om, hvorvidt han ville lade sig citere med navn i Afghanistan-udredningen.
Flere professorer har dog kaldt det for et demokratisk skred og et brud på den praksis, som har hersket i årtier, at Folketingets Præsidium besluttede, at politikerne bag udtalelser om indsatsen i Afghanistan selv kunne bestemme, om de vil fremstå med navns nævnelse.
RITZAU




