Abu Dhabi, 03/03/2026 - 11:04
Frankrig sender kampfly i luften over Den Arabiske Halvø
Frankrig frygter, at flåde- og luftbaser i De Forenede Arabiske Emirater vil blive ramt i iranske angreb.
Af: /ritzau/
Frankrig har sendt kampfly i luften over De Forenede Arabiske Emirater for at beskytte franske flåde- og luftbaser i landet mod iranske angreb.
Det fortæller Frankrigs udenrigsminister, Jean-Noël Barrot, til den franske tv-station BFMTV, skriver nyhedsbureauet AFP.
Der er tale om franskproducerede Rafale-kampfly.
- Rafale-flyene og deres piloter er blevet mobiliseret for at sørge for vores faciliteters sikkerhed.
- De har udført operationer for at sikre luftrummet over vores baser, siger Jean-Noël Barrot.
Han tilføjer, at et fransk hangarskib, der befandt sig på en fransk flådebase i De Forenede Arabiske Emirater, blev angrebet af en drone søndag.
De Forenede Arabiske Emirater ligger på den sydøstlige del af Den Arabiske Halvø ud til Den Persiske Golf og Omanbugten.
Siden Israel og USA angreb Iran lørdag morgen, har Iran angrebet en lang række lande i Mellemøsten, hvor USA har militærbaser.
Det gælder blandt andet De Forenede Arabiske Emirater, Kuwait, Qatar, Bahrain og Jordan.
Frankrigs militære tilstedeværelse i Mellemøsten er begrænset til De Forenede Arabiske Emirater.
/ritzau/




