Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Odense, 25/01/2025 - 00:55

Mand i 40'erne død i en arbejdsulykke med svalegang i Odense

I alt tre personer er kommet til skade i forbindelse med en sammenstyrtet svalegang i Odense, oplyser politi.

Thomas Sjørup/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

En mand fra Fyn er død, efter at en svalegang styrtede sammen i en beboelsesejendom i Odense.

Det oplyser Fyns Politi i en pressemeddelelse.

Mandens pårørende er underrettet. Der er tale om en arbejdsulykke.

Der er tale om en mand i 40'erne, oplyser vagtchef ved Fyns Politi Peter Vestergaard fredag aften.

Det ligger fast, at ulykken er sket i forbindelse med bygningsarbejde ved bygningen, lyder det.

I pressemeddelelsen lyder det, at yderligere to er lettere tilskadekomne.

Politiet rykkede fredag eftermiddag ud til ulykken i Munkebjerg Park i Odense, hvor svalegangen var styrtet sammen.

Siden har myndighederne arbejdet på stedet, og beboerne er blevet evakueret.

Efter afhøring fra politiet blev de kørt til et evakueringscenter. Her blev beboerne vejledt om mulighederne og behovet for genhusning.

Her havde borgerne også mulighed for at få krisehjælp.

Kort før klokken 21.30 skriver Fyns Politi på det sociale medie X, at evakueringscenteret nu er lukket.

Men det opfordrer samtidig til, at man ringer til 114, hvis man har behov for at kontakte politiet.

Der arbejdes på at gøre adgangsvejene til og forholdene i bygningen sikre, lyder det i pressemeddelelsen.

Politiet skriver, at der ikke er nogen fare for beboerne i de tilknyttede bygninger, og at de derfor trygt kan bruge deres bolig, som de plejer.

Arbejdstilsynet og efterforskere fra Fyns Politi har fredag arbejdet på stedet for at klarlægge omfanget og årsagen til ulykken.

Vagtchefen oplyser tidligt natten til lørdag, at området fortsæt er afspærret, og at undersøgelserne på stedet vil fortsætte i dagtimerne lørdag.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek