København, 27/02/2026 - 13:17
Ministerium afviser Nye Borgerlige-kandidat uden vælgererklæringer
Indenrigs- og Sundhedsministeriet afviser at lade Nye Borgerlige være opstillingsberettiget uden erklæringer.
Af: /ritzau/
Indenrigs- og Sundhedsministeriet har afvist at lade Nye Borgerlige være opstillingsberettiget til det kommende folketingsvalg 24. marts, uden at partiet skal indsamle de nødvendige 20.195 vælgererklæringer.
Det bekræfter Nye Borgerliges sekretariatschef, Lars Eldrup, fredag over for Ritzau. Også Indenrigs- og Sundhedsministeriet bekræfter dette.
- Indenrigs- og Sundhedsministeriet har forstået det sådan, at der er tale om et medlem, som ikke har været opstillet til folketingsvalget i 2022 for Nye Borgerlige.
- Som det fremgår af nedenstående svar, fører et sådant medlems partiskifte ikke til, at Nye Borgerlige bliver opstillingsberettigede
efter folketingsvalglovens paragraf 11, stykke 1, skriver Indenrigs- og Sundhedsministeriet i svaret til Nye Borgerlige.
Nye Borgerlige havde egentlig planlagt, at partiet torsdag ville præsentere et nuværende folketingsmedlem som nyt medlem af partiet.
Den planlagte tilgang skulle betyde, at Nye Borgerlige kunne blive opstillingsberettiget til Folketinget uden at skulle indsamle de 20.195 vælgererklæringer. Nye Borgerlige har aktuelt 591 af slagsen.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet afviste imidlertid onsdag, at det kunne ske, fordi det pågældende folketingsmedlem altså ikke blev valgt ind for Nye Borgerlige, men et andet parti, ved folketingsvalget i 2022.
Nye Borgerlige valgte derfor torsdag at udskyde det planlagte pressemøde med folketingsmedlemmet, hvis navn ikke er blevet bekræftet.
Torsdag blev også dagen, hvor statsminister Mette Frederiksen (S) udskrev folketingsvalg.
Nye Borgerlige mener ikke, at sagen er slut, oplyser sekretariatschef Lars Eldrup til Ritzau.
- Sagen er ikke blevet behandlet. For os er sagen i proces, for de (Indenrigs- og Sundhedsministeriet, red.) har ikke behandlet vores indsigelse.
- Vores opfattelse er, at loven bliver overtrådt, siger han.
/ritzau/




