Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Stockholm, 28/05/2026 - 10:28

Ukraines præsident besøger Sverige torsdag

Under besøg vil Ukraines præsident og Sveriges statsminister fortælle om samarbejde inden for luftforsvar.

Af: /ritzau/

Sverige får torsdag besøg af Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj.

Det skriver Sveriges regering i en pressemeddelelse.

Zelenskyj modtages klokken 11 af den svenske statsminister, Ulf Kristersson.

De to regeringsledere skal herefter holde møde, hvor de forventes at drøfte Ruslands krig mod Ukraine og "bilateralt forsvarssamarbejde mellem Sverige og Ukraine".

Klokken 13 holder Zelenskyj og Kristersson et fælles pressemøde.

- Efter deres møde vil statsministeren og præsidenten afholde et fælles pressemøde for at komme med en annoncering på luftforsvarsområdet, lyder det i pressemeddelelsen.

Ifølge den svenske avis Aftonbladets oplysninger ventes den svenske regering at præsentere en donation af kampfly af typen JAS 39 Gripen til Ukraine.

Flyene produceres af svenske Saab.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek