Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Jerusalem, 17/08/2026 - 11:16

Netanyahus partifæller vælger Likuds hold til Israels parlamentsvalg

Netanyahu har forsøgt at aflyse primærvalg, men uden held. Valget skal sætte Likuds hold til parlamentsvalget.

Af: /ritzau/

Medlemmerne af partiet Likud, som ledes af Benjamin Netanyahu, kan mandag give deres bud på, hvilke kandidater fra det israelske højrefløjsparti der skal stille op ved det kommende parlamentsvalg i Israel.

Likud afholder primærvalg, og 140.000 partimedlemmer må stemme, skriver de israelske medier Times of Israel og Haaretz.

Primærvalget ventes at få stor betydning for, hvilken karakter en kommende israelsk regering får, hvis Netanyahu og hans støtter ender med at vinde parlamentsvalget.

Parlamentsvalget afholdes 27. oktober.

Ifølge Times of Israel har meningsmålinger den seneste tid peget på, at Likud får mellem 22 og 24 pladser i parlamentet ved valget. Inden valget har partiet 32 mandater i parlamentet.

Knesset - det israelske parlament - har 120 medlemmer.

Kun nogle få partier i Israel vælger deres kandidater gennem primærvalg, og Likud har gennem tiden fremhævet netop primærvalgene som et udtryk for partiets interne demokrati.

Denne gang har Netanyahu dog forsøgt at aflyse valget blandt medlemmerne med henvisning til, at Israel befinder sig i en "krigssituation".

I stedet for at afholde primærvalg lagde Netanyahu tidligere på året op til, at kandidaterne skulle udpeges af en komité, som blev kontrolleret af Netanyahu selv, skriver Times of Israel.

Men dette forslag blev afvist af en dommer, der tager stilling til interne spørgsmål i Likud.

RITZAU

TjekDet - faktatjek