Roskilde, 07/05/2025 - 12:52
Spørgsmål om straf udsætter sag mod mand i børneværelser
Retten vil have Retslægerådet til at vurdere 23-årig mands mentale tilstand igen i sag om krænkelser af børn.
Af: /ritzau/
Sagen mod en 23-årig mand, der onsdag er kendt skyldig i at have krænket sovende piger i Roskilde, udsættes.
Udsættelsen skyldes, at Retten i Roskilde vil have Retslægerådet til at foretage yderligere undersøgelser.
Retslægerådet kan blandt andet vurdere, om en person er egnet til almindelig straf, eller om andre sanktioner i stedet bør komme på tale.
Ifølge dommerne i sagen bør Retslægerådet tage stilling til, om manden kan idømmes andre mere "formålstjenlige" sanktioner, hvis han ikke idømmes forvaring, som anklagemyndigheden kræver.
Tidligere onsdag er han fundet skyldig i blandt andet blufærdighedskrænkelser og forsøg på voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje.
Det er han i forbindelse med hændelser, der fandt sted to tidlige morgener i foråret sidste år, hvor han trængte ind i børneværelser i Roskilde.
Her lå mindreårige piger og sov. Han kildede dem under fødderne og krænkede dem.
I sagen har Retslægerådet udarbejdet en mentalerklæring af den 23-årige, men indholdet af den er ikke fremlagt i retten endnu.
Anklagemyndigheden går efter at få manden idømt forvaring for krænkelserne.
Forvaring er formelt set ikke en straf, men en foranstaltning, der træder i stedet for straf, når den dømte anses for at være særligt farlig.
Mandens advokat, Pernille Mary Marie Lauritsen, vil gerne have Retslægerådet til at undersøge, om han kan idømmes andre sanktioner. For eksempel sexologisk-behandling.
- Der er ikke noget at behandle, svarer anklager Pernille Bach Fredin.
Det er ikke første gang, at rådet undersøger mandens mentale tilstand.
I 2023 blev han dømt i en anden straffesag for flere end 30 forhold, efter at han også her var trængt ind i børneværelser i Roskilde og havde berørt sovende pigers fødder.
Her udarbejdede rådet mentalerklæringer om manden.
De viste ifølge anklager Pernille Bach Fredin, at manden er egnet til at afsone en almindelig fængselsstraf.
- Man er normalt begavet. Man fejler ikke noget. Man er egnet til almindelig straf. Det er der nu fire erklæringer fra Retslægerådet, der er kommet frem til, siger anklageren.
Hun mener ikke, at Retslægerådet behøver at vurdere sagen igen.
Men retten har på trods af anklagerens protester valgt, at der skal ske yderligere undersøgelser i sagen.
- Uanset det foreliggende materiale finder vi, at det har betydning, at Retslægerådet bliver hørt om det specifikke spørgsmål, lyder det fra retsformand Thomas Smed.
Onsdag skal retten tage stilling til, om manden fortsat skal sidde varetægtsfængslet, indtil de nye undersøgelser er fuldført, og sagen genoptages.
/ritzau/