Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Mexico City, 01/07/2026 - 03:12

USA indfører sanktioner mod netværk bag brændstofsmugling i Mexico

Ifølge USA er personer og virksomheder, der er ramt af sanktioner, en del af kartelrelateret smuglernetværk.

Af: /ritzau/

USA's finansministerium har indført sanktioner mod to mexicanske statsborgere og ni virksomheder.

Ifølge USA har de tilknytning til et kartelrelateret smuglernetværk, der transporterer brændstof fra USA til Mexico uden at betale den store importafgift.

Det fremgår af en udtalelse fra ministeriet, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Netværket er knyttet til det mexicanske Cartel de Jalisco Nueva Generación (CJNG), og det er del af en ulovlig forretning, som hvert år indbringer kartellet flere hundrede millioner dollar, lyder det i udtalelsen.

Ifølge den amerikanske regering er smugling af brændstof og stjålet råolie blevet den næststørste indtægtskilde for mexicanske narkokarteller.

Den største indtægtskilde er fortsat narkotikahandel.

- Dagens tiltag viser, i hvor høj grad Mexicos karteller udvider deres aktiviteter ud over den traditionelle narkotikahandel for at skaffe indtægter til deres kriminelle organisationer, som fortsætter med at smugle dødelige stoffer, der dræber amerikanere, siger finansminister Scott Bessent.

Mexico opkræver en afgift kendt som IEPS på en lang række varer, herunder importeret diesel og benzin.

Ifølge det amerikanske finansministerium kan mexicanske karteller og deres netværk dog undgå afgiften ved blandt andet at lave fejl i tolddokumenter og ved at bestikke offentlige embedsmænd.

RITZAU

TjekDet - faktatjek