Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 26/02/2026 - 21:45

Panathinaikos avancerer og kan blive FCM-modstander

Panathinaikos er klar til ottendedelsfinalen i Europa League, hvor klubben kan trække FC Midtjylland.

Michal Cizek/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Panathinaikos kan blive FC Midtjyllands modstander i Europa Leagues ottendedelsfinaler.

Det står klart, efter at den græske storklub torsdag aften lige nøjagtig trak det længste strå mod Viktoria Plzen i turneringens playoffrunde, som svarer til en slags 16.-delsfinale.

På græstæppet i Tjekkiet blev opgøret afgjort i straffesparkskonkurrence efter 1-1 i den ordinære spilletid og 2-2 i den første kamp.

Og med sejren fra ellevemeterpletten blev det altså grækerne, der avancerede til ottendedelsfinalerne, hvor FC Midtjylland kan blive modstanderen.

Senere torsdag aften bliver FC Midtjyllands anden potentielle modstander fundet. Det sker, når engelske Nottingham Forest møder tyrkiske Fenerbahce.

Nottingham Forest vandt det første opgør klart med 3-0 og ligner dermed det bedste bud på en samlet vinder.

Hvem FC Midtjylland skal møde i Europa Leagues ottendedelsfinaler afgøres fredag, hvor Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) trækker lod.

Panathinaikos har flere gange været modstander til danske hold i de europæiske turneringer. Grækerne slog for eksempel FC Midtjylland ud af Europa League-kvalifikationen i 2014, og to år senere led Brøndby samme skæbne mod storklubben fra Athen.

Hvis FC Midtjylland fredag trækker Nottingham Forest, skal træner Mike Tullberg ikke grave langt ned i bunken med videobånd for at finde materiale med englænderne.

De to mandskaber mødtes således i Europa Leagues ligaspil i efteråret. Her vandt FC Midtjylland 3-2.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek