Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 05/08/2026 - 11:52

Nyvalgt DF'er er sygemeldt med stress

Folketingsmedlem Søren Olesen, som også sidder i byrådet i Holstebro Kommune, er sygemeldt.

Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Folketingsmedlem for Dansk Folkeparti Søren Olesen er sygemeldt med stress.

Det siger Søren Olesen, der blev valgt ind i Folketinget for første gang i forbindelse med valget i marts, til Dagbladet Holstebro Struer.

- Jeg har nu valgt at lytte til eksperterne, der siger, at jeg lige så godt kan sygemelde mig nu og få styr på det. Det bliver ikke bedre af, at jeg venter, siger Søren Olesen til mediet.

Han er også gruppeformand for DF i byrådet i Holstebro Kommune, og i Folketinget er han erhvervsordfører og indenrigsordfører for sit parti.

Søren Olesen er indtil videre sygemeldt frem til den 28. september, skriver Dagbladet Holstebro Struer. Folketinget åbner den første tirsdag i oktober.

Ifølge Søren Olesen opdagede han, at der var noget galt i forbindelse med et gruppemøde.

Her skulle han efter planen holde et indlæg om DF's erhvervspolitik. Men så gik han i sort og kunne ikke huske, hvor han var, eller hvad han skulle tale om, siger DF'eren.

RITZAU

TjekDet - faktatjek