København, 27/04/2026 - 12:54
Sygdom tvinger stærk rival til Vingegaard til Giro-afbud
João Almeida kommer på grund af sygdom ikke til at udfordre Jonas Vingegaard i årets Giro d'Italia.
Miguel Riopa/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Den portugisiske cykelstjerne João Almeida fra UAE Emirates-holdet stiller alligevel ikke til start til det forestående Giro d'Italia. Det oplyser Almeida og holdet på Instagram.
- Desværre kommer jeg ikke til start til næste måneds Giro d'Italia, som jeg ellers havde planlagt, skriver han i et opslag på Instagram.
- Sygdom de seneste måneder har påvirket min forberedelse for meget, og det betyder, at jeg ikke kan nå at blive helt klar i tide, hvilket er en skam, fordi det er et løb, jeg elsker meget.
Almeida var på forhånd udpeget som en af de hårdeste konkurrenter til den samlede sejr for danske Jonas Vingegaard.
Portugiseren blev nummer to i Vuelta a España sidste år, hvor Vingegaard endte som samlet vinder. Der var 1 minut og 16 sekunder imellem de to, da løbet sluttede.
2026 startede lovende for 27-årige Almeida, der kørte sig til en andenplads i Volta Comunitat Valenciana efter Remco Evenepoel. Han fulgte op med en tredjeplads i Volta ao Algarve efter Juan Ayuso og Paul Seixas.
Derefter blev han dog ramt af sygdom. Og da han i slutningen af marts kørte Catalonien Rundt, var det en Almeida langt fra sit topniveau. Han sluttede som samlet nummer 38, mens Jonas Vingegaard vandt suverænt.
- Efter at have talt det igennem med mit hold, har vi besluttet, at det er bedst at tage en pause og ændre mit fokus til nye mål senere på sæsonen, lyder det fra UAE-rytteren.
Sidste år vandt han både Baskerlandet Rundt, Schweiz Rundt og Romandiet Rundt.
Fænomenet Tadej Pogacar er ikke til start i årets Giro, som han vandt sidste år. Dermed er Vingegaard udpeget som klar favorit til sejren. Den favoritværdighed er kun steget med afbuddet fra Almeida.
Også den spanske klatreveteran Mikel Landa har meldt forfald til løbet, skriver hans hold, Soudal Quick-Step, i en pressemeddelelse. Han har ligeledes døjet med sygdom.
Giroen indledes 8. maj og køres måneden ud.
/ritzau/




