København, 06/05/2025 - 08:16
ISS upåvirket af global uro: Omsætningen vokser fire procent
Servicekoncernen ISS opnåede en organisk vækst på 4,3 procent i første kvartal, oplyser selskabet.
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Frygten for en verdensomspændende handelskrig har fået flere virksomheder til at sænke forventningerne til deres resultater i det igangværende regnskabsår.
Men det er ikke tilfældet hos servicekoncernen ISS.
Her ser man tilbage på et første kvartal, hvor omsætningen er vokset som forventet.
Og der er ingen grund til at tro, at resten af året ikke fortsætter i samme spor.
- Eftersom vi leverer vores services lokalt frem for at eksportere varer, er vi mindre udsatte for globale hændelser.
- Med udviklingen i første kvartal er vi på vej til at levere på vores finansielle mål for regnskabsåret, siger Kasper Fangel, der er administrerende direktør, i en handelsopdatering.
ISS' organiske vækst lød på 4,3 procent i første kvartal. Væksten var hovedsageligt drevet af forhøjede priser og nye kontrakter.
Organisk vækst er vækst i den eksisterende forretning og medregner derfor ikke omsætningsvækst, som er opnået via for eksempel opkøb.
ISS forventer en organisk vækst på mellem 4 og 6 procent i det nuværende regnskabsår.
Tilbage i februar, da ISS fremlagde årsregnskab, lød det fra Kasper Fangel, at resultaterne i 2025 vil være centreret omkring anden halvdel af året.
Det skyldtes blandt andet flere nye kontrakter, som først vil kunne mærkes fra anden halvdel af 2025.
Der er også en række udgifter fra restruktureringer, der først ventes bogført i første halvdel af året, sagde Fangel i februar.
ISS udbyder serviceydelser som blandt andet rengøring og kantinedrift.
Selskabet er et af de største selskaber i Danmark. På verdensplan har ISS over 325.000 ansatte.
ISS omsatte for 83,8 milliarder kroner i 2024, hvilket var en stigning på lidt over seks procent fra året før.
Overskuddet efter skat landede på 2,6 milliarder kroner mod 325 millioner kroner året før.
Overskuddet i 2024 var det højeste nogensinde. Det tidligere rekordår var i 2016, hvor selskabet tjente 2,2 milliarder kroner.
/ritzau/