Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 08/02/2023 - 08:00

Albert Rosin Harson: Jeg har aldrig spillet så grimt før

Skuespiller Albert Rosin Harson har udskiftet barnerollen Lasse fra Tinka-universet og kan ses i en ny ungdomsfilm fuld af opkast, samtykke og teenagehormoner.

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Af: Af Tenna Linnet Bork-Larsen, Ritzau Fokus

De fleste kan huske teenagealderen som noget voldsomt. Den første gang, den hovedkulds forelskelse og en grundlæggende identitetskrise kan gøre det svært at finde rundt i virvaret af følelser og hormoner, som buldrer rundt i kroppen og gennemsyrer hjernen.

Den nye ungdomskomedie "Jomfruer fra rummet", der kan ses i biograferne fra 9. februar, skildrer alle udfordringerne.

Albert Rosin Harson spiller teenagedrengen Gustav, som får besøg af en alien, hvis formål er at sprede sit DNA så bredt som muligt på Jorden.

Gustav har i forvejen svært ved at håndtere sin hastigt voksende sexlyst - og nu skal han også guide et rumvæsen i at forplante sig.

- Det er virkelig en skør film. Der er nogle helt vilde scener i den, som man skal glæde sig til at se, lyder det fra Albert Rosin Harson.

Trods de gakkede scener skal filmen gøre op med, hvorfor sex kan være så vanskeligt at tale om, fortæller han.

- Ham rumvæsenet spørger om nogle ting, som Gustav og hans ven, Buller, prøver at forklare ham.

- Når man hører det udefra, lyder det underligt. Men det repræsenterer det naive, uskyldige syn på verden, siger den autodidakte skuespiller.

Blandt andet understreger filmen vigtigheden af samtykke og prævention.

- Det er gemt i aliens, sex og opkast, men filmen sætter jo fokus på nogle emner, som gør det svært at være ung. Sex i gymnasietiden er relevant for alle unge mennesker, siger han.

Albert Rosin Harson er kendt for sin rolle som Lasse i TV 2's julekalendertrilogi om nissepigen Tinka, der blev vist på tv for første gang i 2017. Da var Albert Rosin Harson blot 15 år gammel.

I "Jomfruer fra rummet" kan man se den i dag 20-årige skuespiller i helt andre rammer end nisseuniverset.

Albert Rosin Harson håber, at filmen, med dens fokus på sex, kan hjælpe unge mennesker og deres forældre til at tage snakken.

- Jeg tror, at man som forælder skal tænke over, at det er bedre at snakke om tingene end at tie. Hvis du har snakket med dit barn om det, kan det være med til at give ham eller hende en bedre oplevelse.

- Det skal i hvert fald ikke være en forkert ting, som ingen snakker om. Sex skal ikke føles farligt, siger Albert Rosin Harson.

I filmen er han en del af meget eksplicitte seksuelle scener.

- Min tilgang er, at jeg er i en karakter og er på arbejde, uanset hvilke scener jeg skal lave. Uanset hvor grimt, kikset og ulækkert det bliver, er det min karakter, der bliver udsat for det - ikke mig, understreger Albert Rosin Harson.

Men rollen er meget anderledes, end hvad han har prøvet før.

- Jeg har aldrig prøvet at spille så grimt. Blandt andet er der en scene, hvor jeg kaster op ud over én af mine medspillere.

- Det er jo meget anderledes end Tinka, men det var vildt sjovt at få det til at se sjovt ud, siger han og griner.

Hans medvirken i sådan en ungdomsfortælling er et forsøg på at bryde ud af Tinka-universet og starte en voksenkarriere, fortæller Albert Rosin Harson.

- Jeg håber, at det kan gøre noget, at man ser mig i nogle andre roller og ser mig spille nogle andre ting. Det håber jeg selvfølgelig, sætter gang i et eller andet, så man ikke bare kun tænker mig som Lasse fra Tinka.

Den unge skuespiller føler sig dog ikke fanget i barnerollen.

- Men uanset hvad så tror jeg, at det hjælper, at jeg bliver set i noget andet, tilføjer han.

"Jomfruer fra rummet" har premiere 9. februar.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek