Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Washington D.C., 30/05/2026 - 00:40

Medier: Trump undlod at tage beslutning om Iran på topsikret møde

Trump meddelte fredag, at han ville tage beslutning om Iran. Det er endnu ikke sket, siger embedsmand.

Af: /ritzau/

USA's præsident, Donald Trump, har endnu ikke truffet en beslutning om en mulig aftale med Iran.

Det siger en unavngiven embedsmand fra Trumps administration til mediet The New York Times, efter at præsidenten fredag holdt møde i det såkaldte "Situation Room".

"Situation Room" er et topsikret område, som blandt andet bruges til at styre krisesituationer.

Forud for mødet meddelte Trump på sit sociale medie, Truth Social, at han ville holde mødet i det topsikrede område for netop at træffe en endelig beslutning om en mulig aftale med Iran.

Det fremgik dog ikke, præcist hvornår beslutningen ville blive taget.

Embedsmanden siger til The New York Times, at mødet i "Situation Room" varede to timer. Samme melding kommer fra en unavngiven embedsmand fra Det Hvide Hus ifølge nyhedsbureauet AFP.

Det fremgår ikke, om der er tale om den samme embedsmand.

- Mødet i "Situation Room" er afsluttet og varede omkring to timer. Præsident Trump vil kun indgå en aftale, som er god for USA og overholder hans røde linjer, siger embedsmanden til AFP.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek