Washington D.C., 12/03/2026 - 01:51
USA vil i næste uge begynde at frigive 172 millioner tønder olie
IEA-lande vil frigive 400 millioner tønder olie fra oliereserver - 172 millioner tønder kommer fra USA.
Af: /ritzau/
USA vil frigive 172 millioner tønder olie fra dets strategiske oliereserve.
Det sker i et forsøg på at sænke oliepriserne, som er steget kraftigt på grund af angrebene i Mellemøsten.
Det meddeler USA's energiminister, Chris Wright, ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Olien fra USA er del af en større frigivelse af i alt 400 millioner tønder olie, som de 32 medlemslande i Det Internationale Energiagentur (IEA) tidligere onsdag vedtog.
Ifølge Chris Wright vil frigivelsen af olien fra den amerikanske oliereserve begynde i næste uge. Den vil tage omkring 120 dage at levere, siger ministeren.
USA og Israel begyndte den 28. februar at udføre angreb mod Iran, som har svaret igen med angreb mod Israel og golfstaterne, hvor der er amerikanske militærbaser.
Frigivelsen af olie sker for at erstatte noget af den olie, som ikke kan komme ud gennem Hormuzstrædet, der adskiller Iran og Den Arabiske Halvø, og som er vigtig for transporten af olie fra Mellemøsten.
Strædet er i praksis blevet lukket for skibstrafik, efter at krigen brød ud, og efter at revolutionsgarden i Iran tog kontrol over strædet.
/ritzau/




