Genève, 22/03/2026 - 02:31
64 personer mister livet i angreb mod sudansk hospital
Ansatte og patienter på hospital i Østdarfur blev ofre for det, der beskrives som droneangreb fra Sudans hær.
Af: /ritzau/
Et angreb mod et hospital i Sudan har kostet 64 personer livet, mens 89 er blevet såret.
Blandt de dræbte er 13 børn.
Det meddeler Verdenssundhedsorganisationen, WHO, ifølge nyhedsbureauet AFP lørdag.
WHO-chef Tedros Adhanom Ghebreyesus skriver i et opslag på det sociale medie X, at angrebet - der fandt sted fredag - ramte et hospital i El-Daein i Østdarfur.
- Der er blevet spildt nok blod. Der er blevet påført nok lidelse. Tiden er kommet til at deeskalere konflikten i Sudan og sikre beskyttelsen af civile, sundhedsansatte og humanitære medarbejdere, skriver han.
Ifølge ham var to kvindelige sygeplejersker, en mandlig læge og flere patienter blandt de dræbte.
Den sudanske rettighedsgruppe Emergency Lawyers siger, at der var tale om et droneangreb fra hæren.
Den paramilitære gruppe Rapid Support Forces (RSF) dominerer det store Darfur-område i det vestlige Sudan, mens Sudans hær kontrollerer den østlige, centrale og nordlige del af landet.
Ifølge AFP har det RSF-kontrollerede El-Daein ofte været mål for angreb fra den sudanske hær.
/ritzau/




