København, 11/07/2026 - 18:21
Ekstrem varme forkorter Tour-etape med 30 kilometer
En usædvanligt intens hedebølge får arrangørerne til at forkorte søndagens Tour-etape med 30 kilometer.
Af: /ritzau/
Søndagens 9. etape i Tour de France bliver forkortet på grund af en "usædvanligt intens hedebølge".
Det oplyser løbsarrangørerne i en pressemeddelelse.
Her fremgår det, at de franske vejrmyndigheder har udsendt rødt varmevarsel for departementet Corrèze.
Derfor er etapen fra Malemort til Ussel blevet forkortet med 30 kilometer og er nu 155,5 kilometer lang mod de oprindeligt planlagte 185,5 kilometer.
Starten går som planlagt klokken 13.45, og rytterne forventes nu at komme i mål omkring klokken 17.30.
Ifølge arrangørerne skal ændringen sikre, at etapen kan gennemføres under de ekstreme vejrforhold.
Samtidig opfordres ryttere, tilskuere og øvrige deltagere til at tage de nødvendige forholdsregler mod varmen.
RITZAU




