Aarhus, 21/04/2023 - 03:19
Politiet har beslaglagt fængslede energihandleres ejendomme
Tre direktørers ejerandele i ejendomme i Rungsted, Aarhus og Egå blev onsdag beslaglagt af politiet.
Af: /ritzau/
Tre direktører i et energihandelsselskab, som er anholdt og sigtet for markedsmisbrug, fik onsdag beslaglagt deres ejerandele i ejendomme i Rungsted, Aarhus og Egå.
Det fremgår ifølge Børsen af Tinglysningen.
En energihandler har desuden fået beslaglagt sin andel af en ejendom i Risskov, mens en anden har fået beslaglagt en lejlighed i det centrale Aarhus.
Beslaglæggelserne skete samme dag, som politiet anholdt tre direktører og fem medarbejdere i et energihandelsfirma.
National enhed for Særlig Kriminalitet, NSK, bekræfter, at beslaglæggelser har fundet sted.
- Det er korrekt, at NSK har foretaget beslaglæggelser i forbindelse med aktionen i går (onsdag, red.). NSK ønsker ikke at kommentere på indholdet eller den estimerede værdi af beslaglæggelserne, oplyser NSK torsdag til Børsen i et skriftligt svar.
Ifølge politiet har de otte personer gjort sig skyldige i at manipulere med energipriserne fra marts 2021 frem til marts 2023.
Det har de gjort ved at handle med el på en måde, der gav "vildledende signaler om efterspørgslen efter eller prisen på energiprodukter".
/ritzau/