Madrid, 22/06/2026 - 15:41
Sanchez' eksrådgiver får 24 års fængsel i korruptionssag i Spanien
Endnu en person fra kredsen omkring Pedro Sanchez har været i politiets søgelys på grund af mulig korruption.
Af: /ritzau/
Den tidligere spanske transportminister José Luis Abalos, som har været en nær rådgiver for Spaniens nuværende premierminister, Pedro Sanchez, er mandag blevet idømt 24 års fængsel i en sag om korruption.
Det skriver nyhedsbureauet AFP.
Abalos er ved Spaniens højesteret blandt andet kendt skyldig i at have været medlem af en kriminel organisation, bestikkelse og underslæb af offentlige midler samt misbrug af indflydelse.
Abalos' tidligere rådgiver Koldo Garcia er af højesteretten blevet idømt 19 års fængsel for de samme forseelser.
De to mænd var anklaget for at have stukket returkommissioner i egen lomme, da de lavede statslige kontrakter for millioner af euro i forbindelse med indkøb af hygiejneudstyr under covid-19-pandemien.
José Luis Abalos regnes for at være en af hovedarkitekterne bag den nuværende premierminister Pedro Sanchez' vej til magten og har haft en magtfuld post som Socialistpartiets partisekretær.
Efter at Sanchez blev premierminister i 2018, blev Abalos transportminister.
Abalos er den seneste af flere fra personkredsen omkring Sanchez, der er blevet efterforsket for mulig korruption.
Andre personer med forbindelse til Socialistpartiet og Sanchez, der er blevet efterforsket, er Sanchez' kone og bror.
/ritzau/




