Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Washington D.C., 02/03/2026 - 03:46

Trump om Iran-angreb: Vi kan fortsætte fire-fem uger endnu

USA råder over ammunitionslagre over hele verden og kan fortsætte angreb på Iran i ugevis, siger Donald Trump.

Roberto Schmidt/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

USA's og Israels angreb i Iran kan om muligt forsætte i fire til fem uger på det nuværende niveau.

Det siger USA's præsident, Donald Trump, til avisen The New York Times.

Trump fortæller, at USA råder over masser af missiler og bomber til at forsætte angrebene i en måned.

- Vi har planlagt med fire til fem uger.

- Det vil ikke være svært for os. Vi har store mængder ammunition. Vi får opbevaret ammunition i forskellige lande over hele verden, siger Donald Trump til avisen.

USA indledte lørdag morgen et storstilet luftangreb mod Iran i samarbejde med Israel. Siden er flere højtstående iranske ledere blevet dræbt. Blandt andre Irans øverste leder, ayatollah Ali Khamenei.

I interviewet med The New York Times siger Donald Trump, at han har gjort sig tanker om, hvem der skal lede landet, når militæroperationen er overstået.

Præsidenten siger, at han har "tre meget gode valg", men han ønsker ikke at navngive dem.

Trump nævner også flere modeller for en mulig fremtidig magtoverdragelse i Iran.

Her nævner præsidenten Venezuela som eksempel. I januar tog amerikansk militær landets præsident, Nicolás Maduro, til fange. Maduro står anklaget i en sag om narkotikahandel i USA.

Vicepræsident, Delcy Rodríguez, har midlertidigt overtaget præsidentposten i Venezuela og forsøger at imødekomme krav fra Trumps administration.

- Det, vi gjorde i Venezuela, tror jeg, er det perfekte scenarie, siger Donald Trump til The New York Times.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek