Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

26/05/2023 - 08:00

Din økonomi i juni: Læg et budget for flere udgifter i sommerferien

Ferie og oplevelser i årets varme måneder slanker pengepungen. Og en af anbefalingerne er derfor, at du lægger et budget for, hvor mange penge du vil bruge.

Kristian Djurhuus/Ritzau Scanpix

Af: Af Murat Tamer, Ritzau Fokus

Vejret er blevet varmere, og vi er gået ind i sommermånederne. Det betyder også, at mange af os får øgede udgifter til både oplevelser og ferie.

Derfor er det en god idé at du får et overblik over din økonomi og laver et budget for, hvor mange penge du vil bruge i løbet af sommeren.

Sådan lyder rådet fra Morten Bruun Pedersen, der er cheføkonom i Forbrugerrådet Tænk.

- I juni er vi jo kommet meget tæt på sommerferie, så jeg vil anbefale, at man lige ser sin økonomi igennem, så man kan sætte en ramme for sit forventede pengeforbrug, siger han.

Festivalsæsonen bliver også snart skudt i gang, og de fleste har nok allerede købt adgangsbillet.

I det omfang det er muligt, anbefaler Morten Bruun Pedersen, at du kun køber billetter gennem officielle hjemmesider.

- Man bør også tænke over sine udgifter til ophold, mad og drikke. På festival vil mange bruge flere penge, end de gør normalt, siger han.

Hvis du har et realkreditlån med variabel rente, vil du som mange andre opleve, at du skal betale en betydeligt højere rente, når lånet udløber og skal refinansieres.

Og det bør du forberede dig til ved at undersøge, hvilke muligheder du har.

- Jeg vil anbefale, at man for eksempel spørger sin bank eller sit realkreditinstitut, så man finder frem til den låntype, som passer bedst til ens nuværende situation, siger Morten Bruun Pedersen.

- Det er nemlig ikke sikkert, at den bedste løsning er at fortsætte med den låntype, som man har haft hidtil.

Generelt bør du være opmærksom på, hvor meget du betaler i rente.

- Find ud af, hvad banken har sat din rente op til, hvis du har andelsboliglån, billån eller forbrugslån. Der vil være nogle, som får et chok, når de opdager, at der er skruet gevaldigt op for renten, siger han.

Hvis du ender med at betale mere i rente, kan du få lidt hjælp til at klare de stigende udgifter ved at opdatere dine renteudgifter i forskudsopgørelsen til Skat. På den måde får du nemlig fradrag for den høje rente med det samme.

Renten fylder faktisk meget for mange. Det fortæller Nicolaj Christensen, der er indehaver af Pengerådgivning.

- Vi oplever, at vores kunder har meget fokus på, hvordan det stigende rentemarked påvirker deres økonomi. Derfor får de undersøgt, hvordan deres økonomi kommer til at se ud med en højere rente, siger han.

Han peger på, at boligøkonomien skal kunne følge med familiens planer.

- Hvis man forventer at få større udgifter i fremtiden til for eksempel institutionsplads eller efterskole, bør man gennemgå sin økonomi.

Selv om renten fylder meget, bør du også have fokus på andre dele af din økonomi.

Nicolaj Christensen anbefaler, at du året rundt - også i juni - undersøger, hvor meget du betaler for dine forsikringer og abonnementer.

- Og madposten sluger typisk en del penge hos mange familier. Jeg anbefaler derfor, at man bliver lidt mere opmærksom på, hvor mange penge man bruger på dagligvarer og fastfood, siger han.

- Jeg tror, at mange vil blive overrasket, når de ser udgifterne til mad.

/ritzau fokus/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek