Næstved, 12/09/2026 - 17:12
19-årig sigtet for drabsforsøg efter at have sparket 60-årig i hovedet
60-årig er blevet sparket mere end 30 gange i hovedet og har fået kraniebrud og blødninger i hjernen.
Af: /ritzau/
En 19-årig mand er blevet sigtet for drabsforsøg efter at have sparket en 60-årig mand mere end 30 gange i hovedet natten til lørdag.
Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til TV2 Øst.
- Det drejer sig om en hændelse, der skete cirka klokken tre i nat i Næstved tæt på banegården, siger Eva Madsen, der er anklager ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, ifølge mediet.
Den 60-årige mand har både fået kraniebrud og blødninger i hjernen som følge af sparkene.
TV2 Øst skriver, at det er uvist, om han er uden for livsfare.
Den sigtede blev efter et grundlovsforhør lørdag formiddag varetægtsfængslet i fire uger.
RITZAU




