Strasbourg, 08/07/2025 - 11:18
Mette Frederiksen: EU skal svare klart igen i en presset tid
EU skal arbejde i fællesskab for at gøre Europa mere sikkert i en usikker tid, siger Mette Frederiksen (S).
Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Danmark vil arbejde for et sikkert, konkurrencedygtigt og grønt Europa.
Det siger statsminister Mette Frederiksen (S) i en tale for EU-Parlamentet i Strasbourg.
- På et tidspunkt, hvor der stilles spørgsmålstegn ved vores grundlæggende værdier, må vores svar være klart, siger Mette Frederiksen.
Ifølge statsministeren er Europa lige nu i den værste krise siden 1940'erne, og det betyder, at det er tid til samarbejde og "svære kompromiser".
- Det er udfordringer, vi bør tage op, og det skal vi gøre i fællesskab, siger hun.
Statsministeren er tirsdag rejst til Strasbourg for at præsentere det danske EU-formandskabs prioriteter for EU-parlamentarikerne.
For at gøre Europa mere sikkert vil Mette Frederiksen blandt andet arbejde for EU-udvidelsen.
Hun vil bringe Ukraine, Moldova og Vestbalkan tættere på Europa, siger hun.
Ud over det vil statsministeren gøre EU mere konkurrencedygtigt.
- Det danske formandskab vil gå efter mindre bureaukrati for virksomheder og enkeltpersoner, siger Mette Frederiksen.
Og den europæiske konkurrenceevne går hånd i hånd med den grønne omstilling. Derfor vil Danmark arbejde for et ambitiøst 2040-klimamål, siger Frederiksen.
Det handler for Frederiksen i høj grad om at skabe sikkerhed for investeringer i grøn energi og innovation.
Danmark overtog EU-formandskabet 1. juli og sidder på posten til og med december.
Den danske regering har udpeget sloganet ”et stærkt Europa i en verden i forandring”, som skal bestemme retningen for de danske prioriterer under formandskabet.
Sidste uge blev det danske EU-formandskab skudt i gang med blandt andet besøg fra EU-Kommissionen og Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, i Aarhus.
Denne uge finder de første ministermøder under dansk formandskab sted i EU-Ministerrådet i Bruxelles.
/ritzau/