Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Roskilde, 28/01/2025 - 10:51

Politi tager på tryghedsbesøg på skoler efter trusselsmail

Politikredse har tirsdag morgen fået anmeldelser om, at især uddannelsesinstitutioner har fået truende mail.

Af: /ritzau/

En håndfuld skoler i Midt- og Vestsjællands politikreds har modtaget en mail med truende indhold.

Det skriver politikredsen tirsdag formiddag.

- Der er ikke noget, der indikerer, at der er en trussel mod de enkelte skoler, men politiet vil komme forbi skolerne for at skabe tryghed blandt elever og ansatte, skriver politikredsen på X.

Ifølge B.T. er der tale om en trussel om, at der er placeret sprængstof på skolens matrikel. Det skriver mediet med henvisning til oplysninger fra Odsherred Kommune.

Kommunen oplyser konkret om en mail om sprængstof på Asnæs Skole. Alle børnene her er sendt hjem. Ifølge kommunen efterforskes truslen som en cybertrussel og ikke en konkret trussel rettet mod den pågældende skole.

Det er ikke alene på Midt- og Vestsjælland, at mailen er modtaget.

Også Østjyllands Politi skriver på X, at en håndfuld skoler hos dem har fået mailen.

- Vi vil blandt andet derfor i løbet af dagen være til stede i Grenaa, Favrskov, Højbjerg, Aarhus N og Hadsten i et tryghedsskabende øjemed, skriver politikredsen.

Ifølge Rigspolitiet har et antal politikredse tirsdag morgen fået anmeldelser fra især skoler og uddannelsesinstitutioner, som cirka klokken 08 har modtaget mailen.

Mailen har et indhold, der kan opfattes som truende, skriver Rigspolitiet på X.

Politiet undersøger situationen, og Rigspolitiet opfordrer tirsdag formiddag ikke nogen til at foretage en evakuering som følge af mailen.

Rigspolitiet oplyser ikke, hvem eller hvor mange der har modtaget mailen, eller hvilke råd eller vejledning modtagerne af mailen har fået.

Nordjyllands Politi skriver på X lidt efter klokken 10 tirsdag, at kredsen ikke har modtaget anmeldelser i sagen. Det samme gælder Bornholms Politi.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek