Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Aalborg, 13/03/2026 - 12:50

31-årig døde under arbejde i hestestald i Nordjylland

Politiet forsøger at fastlægge årsagen til, at en polsk statsborger mistede livet på et stutteri.

Af: /ritzau/

En mand døde forleden i forbindelse med sit arbejde på et nordjysk stutteri. Det bekræfter politiet, oplyser TV 2 Nord fredag.

Manden, der var polsk statsborger, og som blev 31 år, døde i en hestestald onsdag.

Han var ansat hos en underleverandør til stutteriet.

Nordjyllands Politi har ikke oplyst noget om den mulige dødsårsag. Man er fortsat i gang med undersøgelsen, lyder det ifølge mediet.

Politiet betragter sagen som en arbejdsulykke, og derfor er Arbejdstilsynet underrettet, oplyser politikommissær Jesper Konttorp-Fredsgaard til Ritzau.

Undersøgelsen indebærer en række efterforskningsskridt, oplyser han.

Men det er for tidligt at udtale sig om dødsårsagen og de nærmere omstændigheder, lyder det.

/ritzau/


TjekDet - faktatjek