Kyiv, 19/04/2026 - 10:26
Zelenskyj: Hver en dollar betalt for russisk olie er penge til krigen
USA's præsident, Donald Trump, forlængede lørdag en tilladelse til køb af russisk olie strandet til søs.
Af: /ritzau/
Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, kritiserer søndag de "fortsat lempede sanktioner" mod Rusland.
I et opslag på X understreger Zelenskyj, at hver en dollar betalt for russisk olie er "penge til krigen".
- Mere end 110 tankskibe fra Moskvas skyggeflåde er i øjeblikket på havet. Om bord er over 12 millioner ton russisk olie, som på grund af de lempede sanktioner endnu en gang kan blive solgt uden konsekvenser, skriver han.
Ifølge præsidenten er den russiske olie omkring ti milliarder dollar værd.
Det svarer til 64 milliarder danske kroner.
- (Det, red.) er en ressource, der bliver direkte forvandlet til nye angreb mod Ukraine, skriver Zelenskyj.
Præsidenten nævner ikke specifikt USA i opslaget, men meldingen fra Zelenskyj kommer, efter USA's præsident, Donald Trump, lørdag forlængede en tilladelse til køb af russisk olie strandet til søs.
/ritzau/




